At være vidne til sorg

At være vidne til sorg

Sorg er prisen for at være knyttet til nogen eller noget. Den går over med tiden, men det er en kompliceret proces, der er forskellig fra person til person.

De følelsesmæssige konsekvenser af sorg er komplicerede, der er brug for ægte empati.

Intens sorg indebærer dramatiske følelsesmæssige oplevelser. Mange beskriver det som at blive ”revet i stykker,” ”få hjertet knust ” og ikke kun miste en, man elsker, men ”miste meningen med livet”.

Traditionelt troede man, at sorg havde et forudbestemt forløb og var inddelt i faser. Realiteten er, at man i sorg mærker smerten og oplever det som totalt kaos uden, man kan forudsige, hvad den næste følelsesmæssige overraskelse bliver. Der er også fare for at blive diagnosticeret med en depression, altså en mental sygdom. Selv om intet er mere naturligt end at være fortvivlet, når man mister nogen, man elsker. Men sorg kan også sagtens udløses af andre former for tab end dødsfald og skilsmisse.

Hvis nogen, du kender, går i sorg, kan det være en belastning at være vidne til al den fortvivlelse. Det kræver først og fremmest forståelse, tolerance og empati. Det handler ikke om at tage smerten væk eller strø sukker på (måske uden at vide det). Det kan ikke lade sig gøre at fjerne, skjule eller undertrykke smerte.

Hvis din ven eller veninde forsøger at undertrykke sin smerte, bliver skaden større. Så læg enhver form for arrogance (men du vidste jo, det ville ske!) eller forudfattede meninger til side (tag dig nu sammen). Undgå at trække meninger, holdninger og sund fornuft ned over hovedet på den fortvivlede, det vil bare øge skaden. Især hvis din mening bygger på dine private leveregler uden ægte forståelse for den anden persons oplevelse. 

Vær ærlig

Hvis du ved, du ikke magter at konfrontere, se, lytte, forholde dig til fortvivlelsen og virkeligheden, når den anden lider, er det bedre, at du erkender det og ikke foregiver at være der for ham eller hende. Det lindrer ikke, at du bare vil have det væk. Hvis det er et knust hjerte, er der er ingen medicin, der kan hele eller lindre og ingen kirurgi, der kan fjerne det. Hvis du uden at vide det forsøger at strø sukker på, kan det skade. Manglende empati kan udløse skyld og skam oveni smerten.

Når man er sårbar, kan man ikke bare ”tage sig sammen”. Andres forventninger om, at det skal gå over, er ikke realistiske, og selv når man er kommet videre, kan der opstå tilbagefald. Forvent at alle tab er en belastning, der kræver omsorg og forståelse. Såvel personen som den, der er vidne til det hele, oplever et følelsesmæssigt kaos. Det er ikke forkert, at smerten er der, det er bare virkelig svært.

Hvis du skal være en virkelig god ven og hjælper, må du betragte den andens fortvivlelse som en forståelig reaktion, tilbyde din omsorg og hjælpe med at finde ud af, hvad behovet er, og hvad der skal til. Du skal give plads til, at den fortvivlede fortæller sin historie, igen og igen. Du skal give lov til at reflektere over det, der er sket – uden fordømmelse eller gode råd. Hvis du bliver bedt om en mening, skal du være ærlig, men uden at trække din private mening ned over hovedet på ham eller hende.

Husk at enhver sjæl heler bedst, når den bliver mødt med ægte venlighed, forståelse og accept. Tab ændrer en person, men uden der er tale om en planlagt og ønsket ændring. Forandringen sker også helt uden, personen er opmærksom på det. Der er brug for en ægte, medmenneskelig støtte, som skal komme fra hjertet og få den tid og plads, det kræver.

Tårer lindrer

Et kram er altid på sin plads, hvis det er nogen man kender godt, der er kede af det. Den fysiske berøring er som regel lindrende. Det er også godt at lytte og stille engagerede spørgsmål. Pas på når du trøster, for den fortvivlede kan være så absorberet i sin egen smerte, at hun/han afviser, selv om vedkommende har brug for dig. Du kan ikke bruge dine egne regler eller logik til at hele. Du kan ikke tage følelserne væk, men din ægte interesse og nysgerrighed er afgørende. Ingen er ekspert i et andet menneskes sorg.

Det er undervejs i processen, man opdager, at det, der er mest brug for, er at få den fortvivlede til at føle, at det er i orden at have det dårligt uden at skulle frygte fordømmelse, isolation eller afstandtagen. Der er ikke brug for for mange afledende ord, og stilhed kan være velgørende, når tankerne racer. Tårer er ekstremt lindrende, så de skal ikke tørres væk eller undgås – de skal have lov at løbe frit.

Det er vigtigt at vide, at sorg går over, og at det er en kompliceret proces, forskelig fra person til person. Det er også vigtigt at vide, at sorg er prisen for at være knyttet til nogen eller noget, men man kan ikke tage smerten væk på forhånd ved at gå og tænke på, at det en dag er forbi! Jo sundere forholdet til den, man mister, har været, desto bedre kommer man igennem sorgen og omvendt.

Hvis ikke man mærker en gradvis lettelse og heling, kan der være tale om fastlåst sorg, og så skal man søge professionel hjælp, da fastlåst sorg kan have mange helbredsmæssige konsekvenser.

Træt af modstridende sundhedsbudskaber?
4 trin til at bearbejde din sorg

Related Posts

 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Gæst
mandag, 26. juni 2017

Captcha Image