Ordet narcissist får os til at tænke på en meget selvcentreret og selvforherligende person. Det udløser ofte afsky, fordi det er én, vi helst ikke vil bruge tid på.

{snippet start}

Vi kender alle legenden om den smukke Narcissus, der kun så sit eget spejlbillede i vandet og derfor faldt i og druknede.

I dag ved vi, at de fleste med forstyrret personlighed bevæger sig i et spektrum. I den ene ende af er der en svært selvabsorberet person, der klamrer sig til ideen om at være noget særligt og helt unik (sammenlignet med de 7 milliarder andre mennesker her på jorden!). I den anden ende er den selvcentrerede, men stille og sårbare, hypersensitive person, der på en falsk måde er selvudslettende og i virkeligheden forventer særbehandling. Begge typer har det svært, og omgivelserne har det svært med dem.

Der er dobbelt så mange mænd som kvinder, der befinder sig i yderste ende af spektret. Kønsroller og kultur har også en vis betydning. Der er ikke overraskende flest narcissister blandt dem med magt, anerkendelse og berømmelse. I nogle tilfælde vil en ægte narcissist forsøge at nedtone det og spille ydmyg og underdanig, men det holder kun under fredelige forhold. Når der opstår problemer, kommer de forstyrrede træk frem.

Narcissisme er ligesom andre personlighedstræk en strategi for at klare sig i livet og få sine behov dækket. Men det kan gøres enten på sunde måder og eller forstyrrede måder.

Selvværd

Alle mennesker bliver lykkelige af at opfatte sig selv som noget særligt. Det optimistiske selvbillede er sundt, det giver selvtillid. Man bliver ikke kun et gladere menneske, men også mere social, får bedre helbred, klarer livets knubs og modgang bedre, og man overvinder lettere traumatiske hændelser og tab, når man har et optimistisk syn på sig selv. Sund narcisisme er forbundet med positive menneskelige egenskaber, kreativitet, bedre lederevner og højt selvværd. De selvudslettende, der reelt føler, de ikke er noget særligt og slet ingen betydning har, risikerer kronisk dårligt humør, depression og angst og får langt dårligere resultater i livet – især på det personlige område.

De ekstreme narcissister giver let andre følelsen af ikke at være noget værd. De erkender det sjældent, men de føler glæde ved at nedgøre andre eller skjuler deres egen sårbarhed bag arrogance, fordomme og ufølsomhed.

Narcissisten er ikke selv opmærksom på, at der er tale om et forvrænget behov for at sætte sig selv i godt lys, fremhæve sig selv og sin familie, overdrive og måske lyve om egen succes. Da de heller ikke har udviklet medfølelse, ved de ikke, at de giver andre følelsen af at være mindre værd, og de opdager ikke, at andre føler afsky, når de fremhæver sig selv og deres børn. Praleri i form af løgn og overdrivelse er altid noget, der vækker modvilje.

Positiv opmærksomhed

Det er vigtigt at anerkende, at vi alle har brug for at se os selv i blændende udgaver (ikke kun når vi er forelskede) og også se dem, vi elsker, i blændende udgaver. Det gør os lykkelige at få lov til at dele succes og fremgang – men uden at virke utroværdige og uden, at det går over i storhedsvanvid. Alle har brug for positiv opmærksomhed. Men man kan blive stærkt afhængig. Historien bliver ensidig, når man systematisk undgår at indrømme fejl og mangler. Andre opfatter det derfor som løgn og bedrag. Især hvis det kammer over med en opfattelse af andre som inkompetente og inferiøre. Narcissisten skjuler som regel, at hun ikke har det godt i livet, dækker sine behov på en usund måde og er plaget af ensomhed, øget sårbarhed og utilfredshed.

Men udadtil er billedet ofte anderledes. Man bliver let fascineret af en narcissist, især den type, der er virkeligt gode til at få andre til at føle sig som noget særligt. De er fantastiske at være sammen med, når de altså har det godt med sig selv eller tror, de kan få dækket deres overdrevne behov for smiger.

Hvis man får en personlig tilknytning til en narcissist, vil man snart mærke, at man bliver overset og ignoreret og muligvis direkte eller indirekte nedgjort. Det skal man selvfølgelig ikke finde sig i. Men man skal også vide, at der er en grund til alting, og at selv de sundeste overlevelsesstrategier kan give bagslag.

Uanset hvor forskellige træk der er i et partnerskab, er tilknytninger altid en balance.

Det er vigtigt at være selvbeskyttende rent psykologisk. Du skal kende dine egne behov og ønsker, stå ved dem, udtrykke dig klart og tydeligt og sætte dine grænser, så der ikke er tvivl om, hvor de er. Det gælder overfor alle personlighedsforstyrrelser.

Et forhold til en narcissist kan let blive ensomt og udløse vrede og frustration, medmindre man er en stærk person, der kan stå fast og sætte grænser.