Motion og sund mad udsætter aldringen af dine celler.

Sunde vaner bremser aldringen af dine celler

 

Motion, sund kost og god søvn kan beskytte kroppen mod de negative virkninger af stress og bremse aldringsprocessen på celleniveau.

En ny undersøgelse, der involverer hundreder af ældre kvinder, har vist, at stressende begivenheder er knyttet til øget afkortning af de såkaldte telomerer, der er de beskyttelseshætter, der sidder på enderne af kromosomerne og påvirker, hvor hurtigt celler aldres.

"Over en periode på et år fandt vi, at jo flere stressfaktorer kvinderne havde, desto mere var deres telomerer tilbøjelige til at forkorte," siger Eli Puterman, der er professor i psykiatri ved University of California, San Francisco School of Medicine.

De kvinder, der opretholdt en aktiv livsstil, spiste rigtigt og sov godt, havde ikke de samme virkninger af stress, og deres telomerer viste ingen signifikant afkortning.

"Det håbefulde budskab ved undersøgelsen er, hvis man opretholder de sunde vaner, så kan man mindske nogle af de effekter, som stress kan have på kroppen," siger dr. Michael Speicher, der er formand for Institut for Human Genetik ved det medicinske universitet i Graz i Østrig,

Telomerer fungerer ligesom de plasticdimser, der sidder på enderne af snørebånd og sikrer dem mod at trævle op.

Tilsvarende er telomererne sammensat af DNA og protein, og de beskytter enderne af kromosomerne og sikrer dem mod optrævling. Når telomererne bliver kortere, og deres strukturelle integritet svækkes, aldres cellerne og dør hurtigere.

Denne form for cellulær aldring har været forbundet med aldersrelaterede sygdomme såsom hjerte-kar-sygdomme, Alzheimers sygdom og kræft. En teori går bl.a. på, at ældre mennesker er mere tilbøjelige til at udvikle kræft, fordi deres forkortede telomerer har gjort deres kromosomer ustabile og tilbøjelige til at få funktionsfejl.

Naturlig aldring

”Telomerer bliver naturligt kortere med alderen, men usund livsstil, såsom rygning, dårlig kost og for lidt søvn kan få dem til at forkorte før,” siger Puterman, der tilføjer, at kronisk, følelsesmæssig stress også kan give kortere telomerer.

I undersøgelsen fulgte forskerne 239 postmenopausale, ikke-rygende kvinder i et år. Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet Molecular Psychiatry .

Kvinderne fik foretaget blodprøver ved begyndelsen og slutningen af året for at kunne måle deres telomer. Ved afsIutningen fortalte kvinderne om de stressende begivenheder, de havde været ude for i det forløbne år. Forskerne fokuserede også på virkelig stressende livsbegivenheder, såsom at have en syg slægtning, have mistet et hus eller et job eller, at en nærtstående var død.

Forskerne fandt, at disse store stressbegivenheder forårsagede et signifikant større fald i telomerlængderne på de kvinder, der havde en usund livsstil, hvorimod der ikke sås nogen afkortning af telomererne hos de kvinder, der havde levet sundt, aktivt og havde haft en god søvn.

"Hvis vi er i stressede situationer, er fysisk aktivitet, søvn og ernæring af virkelig stor betydning for at holde vores krop i form og forblive sunde," siger Speicher.

Selv om undersøgelsen var begrænset til kvinder, mener eksperterne, at det samme sandsynligvis gælder for mænd.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?