5 måder at nyde naturen trods allergi

 

For allergikere kan sommertiden og alle de ellers skønne udendørsaktiviteter være det rene helvede. Men der er heldigvis hjælp at hente.

Lider man af allergi, kan det være en udfordring at passe haven, at gå turen i naturen og at motionere sammen med andre på græsplæner osv. osv.

God planlægning kan dog spare allergikere for mange af de gener, der hører sæsonen til.

Hvis man bare tager nogle forholdsregler inden aktiviteterne, er det muligt at styre uden om røde, kløende øjne og alle de andre irriterende symptomer. Og alle løbere, cyklister, vandrere, golfspillere og alle andre udendørsentusiaster kan nyde livet ude i det fri.

”Nøglen er på en smart måde at begrænse udsættelsen for allergener,” siger dr. Sarita Patil, der er allergolog ved Massachusetts General Hospital’s Allergy Associates i Boston.

Sarita Patil giver her fem gode råd til, hvordan sommeren kan nydes trods allergien:

  1. Vid nøjagtigt, hvad du er allergisk overfor og hvornår det rammer. Du kan være allergisk overfor helt specifikke typer pollen fra træer, græs, ukrudt og svampesporer. Træ frigiver pollen – normalt fra sent på vinteren til om foråret og tidlig sommer, alt efter hvor du er og hvordan vejret er. Typisk kommer problemerne med græsallergi sent forår og tidlig sommer. Ukrudtet kommer sen sommer og tidligt efterår. 
  2. Bliv god til at identificere allergenerne med det blotte øje. For at begrænse din kontakt med allergenerne, bør du sætte dig ind i, hvilke planter du er allergisk overfor i det område, du planlægger at gå i. Og læg din rute, så du undgår de områder, hvor du udsættes for netop den vegetation, du ikke kan tåle. Eller vælg i stedet at medicinere dig selv inden du begiver dig ud i området. Du kan tage næsespray med antihistaminer om aftenen før du går ud om morgenen. 
  3. Planlæg dine aktiviteter så godt som muligt. Hvis du på nogen måde kan planlægge det sådan, bør du vælge at træne uden døre på de tidspunkter, hvor der er mindst pollen. Græspollen udløses mest om eftermiddagen og tidlig aften, så hvis du vil ud i haven eller løbe en tur, så bør du undgå disse tidspunkter. Til gengæld er daggry og skumring de dårligste tidspunkter for mennesker med allergi overfor træernes pollen.
  4. Hold øje med pollentallene. Pollental er meget præcise og de fås på mange forskellige måder, bl.a. som en del af mange vejrudsigter og som apps til smartphonen. Lider du af allergi bør det være en del af dine daglige vaner, at du holder øje med rapporterne. Pollenniveauet er højere i tørt vejr og på blæsende dage – og lavere i skyet, regnfuldt vejr med kun lidt vind. Det betyder, at mennesker med sæsonafhængig allergi, som holder af at være uden døre, som regel har det bedst, når vejret er ’dårligt’ for andre.
  5. Hold pollen på sikker afstand – vær en klog allergiker. Cykler du ude i naturen og har du allergi, er det f.eks. en god ide at tage solbriller på. Har du græsallergi, bør du måske forsøge at få nogen til at slå græsset for dig. Luk vinduerne – også i bilen – når allergisæsonen er på sit højeste. Har du været uden døre, gå i bad og vask dit hår….

Der er mange gode råd, og du er den bedste til at finde ud af, hvad der virker bedst for dig.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?