Skip to main content

Dit spyt kan øge risikoen for fedme

{snippet modul199}
 
{module 187}

Den måde, din krop fordøjer kulhydrater på, kan påvirke din risiko for fedme, viser en ny genetisk undersøgelse.

Det behøver hverken være fast food eller mængder af slik og kager, der er årsag til, at du måske har en tendens til at blive tyk. Selv om det måske er en ringe trøst, så har forskerne nu fået øje på et gen kaldet AMY1, som er ansvarlig for et enzym i spyt, der kaldes spytamylase. 

Når maden kommer ind i munden, begynder enzymet processen med at absorbere stivelse, og den proces fortsætter i fordøjelsessystemet. Stivelse er en type kulhydrat.

Folk har typisk to AMY1´ere, men antallet kan variere, og nu tror forskerne, at jo flere AMY1´ere, man har, desto mere reagerer man på kost, der indeholder høje niveauer af stivelse.

Forskerne har undersøgt flere tusinde mennesker fra Frankrig, Singapore, Sverige og Storbritannien, og de fandt, at de mennesker, der havde et lavt antal AMY1´ere  var mere tilbøjelige til at være overvægtige.

Mennesker med færre end fire AMY1´ere  havde omkring otte gange større sandsynlighed for at blive overvægtige end dem, der havde ni eksemplarer. For hvert ekstra gen, havde deltagerne omkring 20 pct. mindre tilbøjelighed til at være overvægtige, skriver Nature Genetics.

Andre sammenhænge

"Jeg tror, det er en vigtig opdagelse, fordi det antyder, hvordan vi fordøjer stivelse, og hvordan slutprodukter fra fordøjelsen af komplekse kulhydrater opfører sig i tarmen. Det kan være vigtige faktorer for risikoen for fedme," siger dr. Philippe Froguel fra Imperial College London.

"Fremover må der forskes i, om man ved at ændre fordøjelsen af stivelsesholdige fødevarer kan forbedre en persons evne til at tabe sig eller forhindre folk i at blive fede," siger han.

"Vi er også interesseret i, om der er en sammenhæng mellem denne genetiske variation og folks risiko for andre metaboliske sygdomme såsom diabetes,” siger Philippe Froguel.

”Tidligere undersøgelser af fedme har vist variationer i gener, der virker i hjernen og ofte medfører forskelle i appetit,” siger dr. Mario Falchi, der også er fra Imperial College London.

"Vores konklusion er relateret til, hvordan kroppen fysisk håndterer fordøjelsen af kulhydrater."