Inkontinente har en anderledes bakteriekultur

 

Bakteriekulturen i blæren hos kvinder med trang-inkontinens adskiller sig fra bakterierne hos raske kvinder.

Det viser en undersøgelse, hvor forskere fra Loyola University Chicago Stritch School of Medicine har undersøgt urinprøver fra både inkontinente og raske kvinder for at sammenligne deres bakterier.

Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet mBio fra American Society for Microbiology og tyder på, at bakteriekulturer kan spille en rolle for kvinders urinale sundhed.

"Trang-inkontinens er en almindelig, men alligevel dårligt forstået tilstand med symptomer, der ligner urinvejsinfektioner," siger dr. Alan Wolfe, der er professor i Mikrobiologi og Immunologi og medforfatter på undersøgelsen.

"Hvis vi kan fastslå, at visse bakterier forårsager symptomer på trang-inkontinens, kan vi blive bedre til at identificere de kvinder, der er udsatte for denne tilstand og behandle dem mere effektivt."

Medicin hjælper kun halvdelen

Cirka 15 procent af kvinder lider af trang-inkontinens og af dem reagerer anslået 40-50 procent ikke på konventionelle behandlinger. En mulig forklaring på den manglende reaktion på medicin kan være bakteriekulturen hos disse kvinder.

Prøverne fra de 90 kvinder med og uden trang-inkontinens blev indsamlet gennem et kateter og analyseret med en avanceret teknik, der var i stand til at finde bakterier, som normalt ikke kan identificeres med gængse teknikker til diagnosticering af urinvejssyndromer. Bakterierne hos kvinderne med og uden trang-inkontinens afveg både i kultur type og rækkefølge.

"Disse resultater kan have stærke konsekvenser for forebyggelse, diagnosticering og behandling af kvinder med denne form for inkontinens," siger dr. Paul Schreckenberger, der var medforsker på undersøgelsen og direktør for det klinisk mikrobiologiske laboratorium for Loyola University Health System.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?