Lange arbejdsuger skader dit helbred

En arbejdsuge på over 39 timer er usundt og sætter medarbejdernes helbred på spil - især kvinders.

 

Det viser en ny undersøgelse fra The Australian National University (ANU) i Canberra, hvor forskere har analyseret data om små 8.000 australieres arbejdstid og helbred.

"Lange arbejdstider tærer på vores mentale og fysiske helbred, fordi vi får mindre tid til at spise godt og passe ordentligt på os selv," siger dr. Huong Dinh fra ANU Research School of Population Health.

Den sunde grænse for kvinder er at arbejde 34 timer om ugen, når man tager højde for deres øvrige arbejde i hjemmet, viser undersøgelsen. For mænd er den sunde grænse op til 47 timer om ugen - fordi de - i Australien - bruger meget mindre tid på omsorg eller husligt arbejde end kvinder.

Det skal selvfølgelig understreges at australske kønsroller er mere traditionelle end danske, men overordnet set passer grænserne mere eller mindre formentlig også i en dansk kontekst. 

"På trods af det faktum, at kvinder i gennemsnit er lige så dygtige som mænd, har kvinder i gennemsnit lavere lønnede job og mindre autonomi end mænd, samtidig med at de bruger meget mere tid på omsorg og husligt arbejde," siger dr. Dinh.

"I betragtning af de ekstra krav, der stilles til kvinder, er det umuligt for kvinder at arbejde i så mange timer som det ofte forventes af arbejdsgiverne, medmindre de vil ofre deres helbred."

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?