For et år siden kom en nu 49-årig kvinde op til mig pga. knogleskørhed. Hun var ryger og havde et meget lavt niveau af D-vitamin, led af cøliaki og dyrkede ingen motion. I sidste uge så jeg hende igen og konstaterede at hun ikke længere led af knogleskørhed.

Som læger rådgiver vi dagligt i sundhedsfremmende tiltag. Det er ikke altid det lykkes for patienterne at efterleve lægens opfordringer. Men når det lykkes for en læge at ændre en patients adfærd er det altid dejligt.

Kvinden havde røget i over 30 år, var tynd, dyrkede ikke noget motion, havde lidt forhøjet blodtryk, træthed og ondt i kroppen, da jeg så hende første gang. Hun arbejdede på kontor, men havde netop mistet sit arbejde, og var undersøgt for knogleskørhed, da hendes mor mere og mere lignede dronning Ingrid.

Vi laver altid et standardpanel af blodprøver, når en patient har fået konstateret knogleskørhed, og jeg fandt, at kvinden havde svær D-vitamin mangel. Og yderligere ved supplerende blodprøver fandt jeg, at hun havde Cøliaki (kan ikke tåle gluten). Det er i dag sjældent at  vi finder meget svær D-vitamin mangel, men det er meget ofte, at vi finder, at patienterne har lettere D-vitamin mangel.

Vi lagde en plan for behandling af hendes D-vitamin mangel, så hun fik store doser D-vitamin og kalk. Patienten blev af nogle speciallæger i mave-tarm sygdomme undersøgt videre for sin Cøliaki og blev sat på en kost uden indhold af gluten.

Patienten ville tale med sin egen læge om hjælp til rygeophør, og planen var videre, at hun skulle starte med motion ganske forsigtigt sammen med en jævnaldrende veninde. Patientens knogleskørhed kunne meget let være et resultat af livsstil og den svære D-vitamin mangel. Her er det vigtigt, at patienten først og fremmest bliver behandlet med kalk og D-vitamin, holder op med at ryge (som er gift for knoglerne) og går i gang med at styrke knoglerne ved at dyrke motion. Egentlig behandling af knogleskørhed (med andet end kalk og D-vitamin) må man ALDRIG starte på før kalk og D-vitamin i blodet er i orden. 

Muskel- og knoglesmerter pga. D-vitamin mangel

Symptomer på D-vitamin mangel er bl.a muskelsmerter, dybe borende knoglesmerter, muskelkramper, svært ved at rejse sig fra en stol, svært ved at gå på trapper, ledsmerter og føleforstyrrelser. Min patient havde mange af symptomerne. Efter 5 måneders behandling med D-vitamin og kalk var D-vitamin målingen i blodet normal – kvinden fortsatte med en relativt høj dosis D-vitamin (hvis man stopper med at tage D-vitamin, falder D-vitamin niveauet i blodet igen – det bliver faktisk halveret hver 20. dag). Kvinden var glad og havde næsten ingen symptomer fra bevægeapparatet. Hun var stoppet med at ryge og begyndt at gå stavgang med veninden 3 gang om uge og ½ time hver gang. Hun var stadig arbejdsløs, men var så småt begyndt at søge arbejde.

Da jeg så patienten igen i sidste uge, havde vi lavet en ny undersøgelse af hendes knogler – og hun havde ikke længere knogleskørhed, men det man kalder lav knoglemasse (laveste T-score var -2.4). Hendes knoglemasse var steget med knap 10 pct. Hun havde fået nyt og mere spændende job og kunne kalde sig eks-ryger og motionist (hun var også så småt begyndt at løbe små strækninger). En succes? – Ja både for mig som læge og i højeste grad for patienten.

Hvorfor har patienten så ikke knogleskørhed mere? Dels er hun ophørt med rygning som giver anledning til knogletab, dels er hun er behandlet for D-vitamin mangel. Mangler man D-vitamin, kan kalk ikke bygges ind i knoglerne og nogle vigtige muskelfibre, der er med til at holde balancen, forsvinder. Motion virker knogleopbyggende og specielt gang og løb, hvor pulsen kommer op er virkelig godt.

Udvikler patienten knogleskørhed igen? Ja, det gør hun højst sandsynligt senere i livet, men hvis hun fortsætter sin positive livsstilsomlægning, så varer det nok en del år før man behøver at behandle med medicin. Jeg vil helst undgå at behandle alt for unge kvinder med de mediciner, vi i dag har for knogleskørhed, da vi endnu ikke ved, om der kan være nogle skadelige langtidsbivirkninger. Planen for min patient er, at hun kommer igen om 3 år til en ny skanning af knoglerne (BMD måling) og samtale.