Voksne Bloggere
En lille bitte pille – hvorfor er det så svært?
Jeg ved godt, at jeg er et fjols. Og jeg kan tilmed ikke rigtig finde på en god undskyldning for min adfærd.
Min læge har sagt, at jeg skal sørge for at få tilstrækkeligt med kalk og D-vitamin. Sådan er det jo for mange andre også, især kvinder i min alder.
Ingen ko på isen – men alligevel en utvetydig melding: Få nu for pokker nok kalk og tilstrækkeligt med D-vitamin.
Det kan have helt uoverskuelige konsekvenser, hvis knoglerne ikke får kalk nok. Og D-vitaminet bruges til at få knoglerne til at tage imod kalken.
Og hvor svært kan det være? To kalkpiller med ekstra D-vitamin om dagen, en af gangen og i forbindelse med et måltid?
Jo, for mig er det åbenbart.
Jeg kan ikke døje de piller. De sidder fast i halsen på mig og de smager ikke spor godt. Ikke en på nogen måde plausibel undskyldning – men altså en forklaring…
Ellers er jeg i den heldige situation, at jeg ikke skal spise andre piller. Tør slet ikke tænke på, hvis jeg led af en sygdom, der krævede endnu flere tabletter.
Et halvt minuts svagt ubehag op imod udsigten til noget rigtig, rigtig ubehageligt. Det er hvad det drejer sig om. Svært valg.
Eksperterne kalder det, jeg foretager mig for manglende compliance. Det betyder, at jeg ikke tager den medicin, som lægerne siger, jeg skal. Eller i det her konkrete tilfælde ikke tager det forebyggende kosttilskud, som kan forhindre, at jeg bliver forkrøblet og smerteplaget, når jeg bliver gammel.
Jeg ved jo godt, at pillerne ikke virker bare fordi de står på mit køkkenbord. Og fordi jeg har det job, jeg har, ved jeg også alt for godt, hvordan det er at have knogleskørhed, som kalk og D-vitamintilskud jo netop forebygger.
{module 231}
Tilmed går jeg også til tjek for at lægerne kan holde øje med, at mine knogler ikke afkalker for hurtigt. Så jeg kan jo ikke på nogen måde glemme alvoren eller være i tvivl om, at jeg også selv bør gøre den lille bitte indsats.
Alligevel kniber det gevaldigt. Kun fordi jeg synes, de er lidt svære at sluge.
Alle de krav
Der er bare så mange ting, vi SKAL. I løbet af en dag: Børste vores tænder, bruge en god dagcreme med faktor, vaske vores hænder inden vi spiser, bruge tandstikkere, afrense ansigtet grundigt….
For ikke at tale om at huske at gå de 10.000 skridt, dyrke styrketræning, spise grønt og fisk….
Alle disse sundhedskrav er måske årsagen til, at man pjækker lidt en gang imellem – og springer selv små og helt ubetydelige sundhedsindsatser over. Velvidende, at det er rigtig dumt.
Og det var jo noget rigtig skidt indtil forleden dag, hvor jeg af en veninde fik anbefalet nogle tyggetabletter, der smager ligesom en almindelig lakridstyggetablet , som kan spises når det passer mig…
Fabrikanterne er smarte. De kalder kosttilskuddet for ’Sort sol’. Jeg er ligeglad med, hvad de kalder det. Jeg spiser dem bare, og får nu D-vitamin nok uden at føle det som en overvindelse. Nu husker jeg sjovt nok at tage dem hver dag.
Men så er der nok et eller andet jeg nu kan have dårlig samvittighed over. F.eks. er det med de 10.000 skridt jo helt uoverskueligt. Hvem opfinder en løsning på det? Måske noget, der kan fixes mens jeg sover?
Eller hvad med alt det fisk, der skal spises. Og maveøvelserne. Nogen må da kunne opfinde noget!
When you subscribe to the blog, we will send you an e-mail when there are new updates on the site so you wouldn't miss them.
Comments