Pludselig var livet løbet fra hende.

En kvinde midt i 40`erne, som havde haft travlt med uddannelse og karriere og nu stod hun der - alene. 

Hun havde fået foretaget et par aborter, da hun var først i 20´erne, og hun havde stadig regelmæssig menstruation, men ingen fast partner. Var vel blevet lidt for kritisk.

Ved ultralydsscanning så det hele normalt ud. Jeg kunne godt se enkelte æg i æggestokkene. Hendes blodprøver så til gengæld værre ud. FSH (et hormon, som dannes i hypofysen, og som stiger, når man nærmer sig overgangsalderen, og som siger noget om æggenes kvalitet) var forhøjet, og AMH (et hormon, som dannes i æggestokkene, og som siger noget om æggenes antal) var helt i bund.

Jeg mente derfor, at insemination eller reagensglasbehandling med donorsæd ville være resultatløs. (For øvrigt havde hun rent faktisk også prøvet reagensglasbehandling året før).

Jeg foreslog, at hun tog en tur over til Skt. Petersborg, hvor jeg har et fint samarbejde med en klinik. Her blev hun tilbudt ’embryo adoption’ altså friske, unge russiske æg, der er befrugtede med donorsæd. Det kræver forbehandling med hormoner og diverse ultralydsscanninger, men det kunne jeg hjælpe hende med, og da det hele var perfekt timet, tog hun derover og fik sat 2 ’embryoner’ op.

Små 9 måneder senere fødte hun to dejlige drenge!

Du kan læse om klinikken på www.avapeter.com . Der findes flere klinikker rundt omkring i Europa, som behandler barnløse kvinder med donor-æg. Herhjemme er det nu tilladt, men der er ikke mange æg at gøre godt med. Men har du en mand, kan du selvfølgelig bruge hans sæd.

Moralen af den lykkelige historie er: Opgiv aldrig ønsket om at få et barn!