Denne påskes mest skrækindjagende historie i pressen handler om netop påsken.

Der er simpelthen skræmmende få læger på arbejde i højtiden. Så den gamle sandhed om at man skal have et godt helbred for at overleve en tur på hospitalet er endnu mere sand end man har lyst til at vide.

En rundringning til landets sygehuse foretaget af Ekstra Bladet afslører, at tre ud af fire hospitalslæger sætter sig til påskefrokosten i stedet for at være på arbejde.

Sådan er det på lægernes medicinske sengeafsnit og til dels også på akutafdelingerne – og det gælder ikke bare i påsken. Generelt holder lægerne i stor stil fri i weekender og på helligdage.

På f.eks. en medicinsk afdeling på Glostrup Hospital er der typisk 13 læger på arbejde. Men i weekenden og på helligdage er der kun tre-fire på vagt. I Hjørring skriver avisen, at der normalt er 11 læger på arbejde – og fire i weekenden. I Holbæk er der normalt 17 læger på arbejde – og kun fem på fridagene.

Har man været på et dansk hospital, forfalder man bestemt ikke til at tro, at lægerne har for god tid til daglig. Så den logiske slutning må være, at der ikke kan være meget lægehjælp at hente, hvis man er så uheldig at blive syg i påsken eller bare i en weekend.

Og man må undre sig. Det er jo f.eks. lykkedes at få ændret lukkeloven, så danskerne kan handle, når de selv har fri – også selv om det går ud over butikspersonalets arbejdstider.

Hvorfor kan det ikke lade sig gøre, at læger arbejder, når vi har brug for dem?

Måske skulle man huske de pænt betalte overlæger om, at de er til for os – og ikke omvendt?

For man tør jo slet ikke tænke på, hvor meget farligere det er at være patient i en ferietid end det er, når alle mand er på arbejde.

Påskefrokost eller lægeløfte

Når man bliver akut indlagt på et hospital, så er man syg. Meget syg endda. Og så kan det nogle gange være afgørende, at man får de rette undersøgelser og den rette behandling med det samme.

Men ifølge rundspørgen arbejder lægerne ofte både i akutmodtagelsen og på sengeafsnittene, så man skal nok ikke regne med en udelt opmærksomhed, når man har brug for hjælp.

Hvordan kan vi dog som ’kunder’ i den butik, der hedder hospitalet, acceptere, at lægerne skal lave mindst dobbelt så meget som de plejer?

Man bliver da helt klam ved tanken om at ligge i en hospitalsseng og være alvorligt syg, for ikke at tale om at blive akut indlagt. Hvem skal lægen koncentrere sig om? Og hvem kan føle sig tryg og sikker på, at det ikke er netop her de fatale fejl begås?

Man kan ikke andet end at gå ud fra, at selv alvorligt syge patienter må regne med at ligge ubehandlede henover en weekend eller f.eks. i påskens helligdage.

Kan lægerne virkelig leve op til deres lægeløfte på disse betingelser? Hidtil har vi ikke hørt særlig højrøstede protester på patienternes vegne. Er det fordi lægerne alligevel foretrækker muligheden for at holde påskefrokost og weekender i familiens skød frem for at kræve en sikker og forsvarlig behandling af de patienter, der bliver indlagt ’uden for åbningstid’?