I det samfund vi lever i, er det meget, meget nemt ikke at mærke sin sexlyst, og dermed at man pludselig oplever, at man har gået i 3 uger - eller 3 måneder for den sags skyld - uden overhovedet at have mærket lyst. Eller have mærket lysten til at tage initiativ til intimt samvær af den ene eller anden slags.

Og det gælder altså både mænd og kvinder.

Jeg har netop læst en tankevækkende undersøgelse, der dokumenterer, at et aktivt sexliv oppe i alderen kan være nøglen til et ungdommeligt udseende og et godt helbred. Undersøgelsen er udført af den engelske psykolog dr. David Weeks og er præsenteret for den engelske psykologforening. Dr. Weeks konkluderer, at et aktivt sexliv er vigtigt for at bevare ungdommelighed, både helbredsmæssigt og med hensyn til udseendet.

Og hvorfor er sex så godt for dig, ifølge dr. Weeks:

En af dr. David Weeks konklusioner er, at man kommer til at se meget yngre ud af at have et godt og aktivt sexliv. Jeg tænker, at man ofte får en ’gnist’ og ’glød’ over sig, når man har dyrket sex - altså vel at mærke god og ’nærende’ sex. Man får ikke den der friskhed over sin udstråling, hvis man blot ’ligger i havn’ med rumpetten og lader ham komme til, mens man ligger og tænker på planter, der skal købes til altanen.

Og i øvrigt anbefaler jeg ALDRIG sex blot for husfredens skyld.

David Weeks understreger, at det også handler om kvaliteten af den sex man har. Og det vil jeg give ham ret i.

Om regelmæssig sex bare er godt, vil jeg i det hele taget godt sætte spørgsmålstegn ved. For regelmæssig sex er ikke godt, hvis kvaliteten er elendig og det bliver en småtræls oplevelse for begge. Men det er klart, at hvis begge nyder at have sex med hinanden, så er regelmæssig sex rigtig godt, fordi det giver en fysisk og psykisk velvære og det booster kærligheden og intimiteten parret imellem.

Men det er mere normen at glemme at have sex pga. det pres, de fleste af os lever under, end det er normen at mærke sin lyst regelmæssigt.

Den største forhindring er, at man ’glemmer’ at sexlivet og parforholdet skal plejes, næres og gødes. Vi tager det som en selvfølge, at kærlige følelser skal være der - helt af sig selv. Og det er noget hø.

For kærlige følelser udløses af kærlige handlinger, og hvis man ikke er bevidst om at skabe gode rammer for, at de kærlige følelser opstår i parforholdet, så kan man pludselig opleve, at man hverken er glad i forholdet eller har lysten til sex - og så begynder man at tænke, at man nok er i det forkerte forhold.

Men måske er det bare fordi man mangler at vande og gøde i egen have. Det er sgu lidt svært at høste gulerødder, hvis man slet ikke har sat nogen frø. Og det gælder selvfølgelig begge veje - begge parter skal være engageret.

For sent i seng

Ofte, så synes vi også, at det der med sex skal opstå spontant, for at det skal være ’rigtig’ sex på den ’rigtige’ måde - men virkeligheden er jo, at de fleste mennesker går alt for sent i seng om aftenen, og så kan man faktisk opleve, at man ligger der kl. 22.45 og HAR lyst til intimt samvær, men man orker det ikke, fordi man tænker på konsekvensen ved at få for lidt søvn - og så vælger man det fra.

Og jeg skulle altså hilse at sige, at ’sexen’ ikke bliver mindre god af, at man et par aftener om ugen bevidst går tidligt i seng, ikke nødvendigvis for at dyrke sex, men for at muligheden så også kan opstå - og så kan man jo ellers ligge der og hygge sig med en bog mm.

Så når vi tror på myten om, at sex SKAL opstå spontant, og vi krydrer det med, at vi lever i et samfund, der ikke giver meget plads og frirum til afslapning og afstresning, så bliver det pludselig svært!

Jeg er stor fortaler for, at man engang imellem siger til sig selv: "På lørdag vil jeg sætte rammerne for, at vi skal have en ordentlig rusketur", og så gå og lægge i kakkelovnen til det. At være bevidst om sexlivets og kærlighedens prioritering giver kæmpe bonus for alle i forholdet - og i øvrigt ofte også meget bedre sex, fordi man så HAR tiden til at give sig god tid og ikke ligger og tænker imens, men man kan slappe af og koble af og nyde at blive berørt og nyde at berøre.

Et godt fif:

Jeg har mødt masser af par, hvor løsningen på ’manglende sexliv’ var, at de simpelthen gik tidligere i seng konsekvent - det behøver ikke at betyde, at man så ligger i sengen 19.15 og keder sig - men i mange tilfælde kan det at gå en time tidligere i seng gøre underværker. Og ofte bliver de voldsomt overrasket over resultatet, fordi de jo netop troede, at det handlede om, at hun f.eks. slet ikke havde lyst til sex. Men at det i bund og grund var en praktisk foranstaltning, der skulle til, for at de fik ’tid’ til at dyrke sex reelt set.

Download gratis Majs 5 overraskende hemmeligheder til bedre sex og mere lyst