Det er da det mindste, du kan gøre...

Sjovt er det jo ikke. I sig selv ikke nogen nydelse at få kvast brysterne inde i en kold maskine. Gang på gang og fra flere sider at få lagt dem i klemme af en alvorligt udseende kvinde med faste og ikke særligt venlige hænder.

Jeg har selv lige været det igennem. Og udover selve oplevelsen med de fladmaste bryster, var ventetiden på svar heller ikke nogen nydelse. Faktisk lykkedes det mig at hidse mig op til at tro, at jeg nok alligevel var kræftsyg og at det hele nok snart var slut, før det længe ventede brev kom og beroligede mig. Alt var ok.

Så alt i alt er det helt forståeligt, hvis man vælger at glemme regionens opfordring. Men at gå til mammografi og få tjekket brysterne for eventuelle kræfttumorer er ikke bare klogt. Det er også vores forbandede pligt. Der, hvor vi selv kan gøre noget for at undgå at blive alvorligt syge, kan vi simpelthen ikke være andet bekendt.

Nye tal viser da også, at danske kvinder er ret gode til at tage imod tilbuddet. 81 pct. i gennemsnit, og i Region Syddanmark møder hele 91 pct. op til tjek. I hovedstadsområdet er det dog kun 72 pct.

Det betyder altså, at 3 ud af 10 københavnske kvinder vælger at springe tjekket over. Hvad tænker I dog på, kære medsøstre?

Jo, jeg har godt hørt argumenterne om, at mammografi giver risiko for overbehandling og ’falske positive’ svar, altså falsk alarm, der selvfølgelig kan føre til unødig angst. For hver kvinde, der får en brystkræftdiagnose er der 20, som bliver indkaldt til endnu en undersøgelse – hvilket naturligvis også forårsager angst og søvnløse nætter.

Der er også kvinder, som kommer i kræftbehandling efter et mammografiresultat, men som slet ikke skulle have været behandlet. Rigtig ubehageligt for kvinden, måske endda også med utilsigtede helbredsmæssige konsekvenser. Og desuden dyrt for samfundet.

Men jeg er nu ikke et sekund i tvivl. Jeg møder troligt op hver gang, jeg får en indkaldelse – og jeg tager den uvished og bekymring, der hver gang rumler i baghovedet, som en venlig reminder om, at man skal være glad for sit gode helbred og at man skal lytte til kroppens signaler.

Jeg har haft mennesker tæt på mig, som ikke i tide kom i behandling for deres kræft. De er her ikke mere, og jeg savner dem forfærdeligt. Skal deres død overhovedet have en smule mening, må det bl.a. være, at jeg har lært at bruge de tilbud for at blive tjekket, som vores samfund heldigvis giver.

Det manglede bare – det er da det mindste jeg kan gøre overfor mig selv og mine nærmeste.