Er du patient eller pengemaskine?

Man kan have et mere eller mindre nært forhold til ens læge. Nogle har stor tillid og kommer måske ofte i venteværelset, andre har måske ikke behov for den tætte kontakt.

Det er ikke min personlige erfaring, at der er grund til at forvente andet end et godt og samvittighedsfuldt arbejde, når man får kontakt til sundhedsvæsenet. Min læge er i hvert fald rigtig dygtig, og jeg tror på, at han gør sit bedste.

Men hvad man ofte glemmer, er, at den praktiserende læge er selvstændig erhvervsdrivende med ansvar for at hive tilstrækkeligt mange penge ind, så han kan holde en konsultation gående. Hver en beslutning han træffer på sine patienters vegne har også en økonomisk konsekvens for ham selv. Om ikke andet, så indirekte.

Når lægen udskriver en recept eller en henvisning til enten en specialist eller et offentligt hospital, sidder der i den anden ende nogle embedsmænd og holder øje med hans dispositioner. Udskriver lægen generelt for dyr medicin eller henviser han til for mange specialister, vil han kunne få sanktioner fra regionen.

Har du været til en konsultation, og vælger lægen at du skal komme igen til et ekstra tjek, modtager han endnu et honorar fra det offentlige. For hver gang du kommer hos ham, klinger kasseapparatet. Sådan har vi indrettet denne del af vores sundhedsvæsen, modsat for mange år siden, hvor familielægen var ansat af kommunen.

Det er en kompleks problemstilling om det er godt eller dårligt, at lægerne er en slags sundhedskøbmænd. Den personlige økonomiske motivation er formodentlig en del af grundlaget for at denne del af sundhedssektoren faktisk på mange måder fungerer rationelt. På den anden side er det ikke nødvendigvis en rar tanke, at lægen har egne penge involveret i de beslutninger, der er så afgørende for en patient.

Men når det drejer sig om at få den bedst mulige medicinske behandling, så er der vist ingen tvivl om, at systemet har sine svagheder. Hvis en læge skal udskrive medicin, som det offentlige har valgt ikke at give tilskud til, skal han eller hun gøre en ekstra indsats for, at patienten alligevel får denne medicin. Det er et stykke papirarbejde, som lægen ikke bliver betalt for. Altså skal lægen vælge ikke at tænke som en købmand. Han skal bruge tid på ulønnet arbejde, og hvor mange købmænd vælger det, hvis de kan slippe? Især hvis det jo ikke betyder, at kunderne bliver væk, trods den lidt ringere service.

Faktisk er det sådan, at patienterne måske endda kommer oftere – og derved udløser flere honorarer – hvis de ikke får den mest effektive medicin i første omgang. Jeg siger bestemt ikke, at lægerne ikke gør alt for deres patienter. Men de gør formodentlig også rigtig meget for at have en lønsom konsultation kørende.

Og de tørre tal siger måske lidt om, at vi her har et problem.

En praktiserende læge vælger i gennemsnit ca. en gang om måneden at bruge ca. 10 minutter på at søge myndighederne om, at en patient kan få en dyrere, nyere og mere effektiv medicin, end den, der i forvejen er givet tilskud til.

10 minutter om måneden!!!