Voksne Bloggere
Fri mig for detaljer om andres underlivsproblemer
"Har du kløe?".
Kliniksygeplejersken spørger med høj stemme. Hun er nok også lidt småirriteret for samtalen har varet et stykke tid, uden hun helt har kunnet får styr på symptomerne.
"I behåringen?" forsøger hun for at indkredse problemerne. Og i resten af samtalen kommer vi omkring både skamlæberne og også en forklaring på, hvor skambenet helt præcist sidder. Udflåddets konsistens og farve bliver også diskuteret.
Venteværelser kan i sig selv være en udfordring. Ja, måske mest fordi man bare sidder der og venter. Men også fordi man er tvangsindlagt til at komme meget tæt på andre mennesker. Hosten, feber, pjevsede børn og gamle mennesker, der rigtig gerne vil fortælle meget detaljeret til dem der skulle være interesseret i deres sygdomme og skavanker.
Andre kan simpelthen komme for tæt på. Og man har jo ikke rigtig noget valg.
Men den samtale, jeg overhørte forleden, tog nu alligevel rekorden. Den foregik ganske vist på telefonen, så jeg hørte kun halvdelen. Og jeg kender jo i sagens natur ikke damen, der havde kløe i skridtet. Men jeg fik detaljer og billeder for mit indre blik, som jeg ikke ønskede.
Måske er jeg sart. Måske kan det ikke være anderledes. Vi er der jo også alle i samme ærinde. Man må vel lægge de fine fornemmelser på hylden derhjemme.
Og mens jeg sad og ventede, kunne jeg da også overvære flere små episoder, der for mine medpatienter kunne være yderst afgørende. En kvinde fik svar på nogle blodprøver, der tilsyneladende frikendte hende for et eller andet alvorligt. Og en ældre mand fik at vide, at hans kone nok skulle sættes op i dosis af en eller anden medicin, som jeg gættede mig til måtte være for en kronisk sygdom, måske demens, måske en hjertesygdom…
Fantasifuld nysgerrig
Ja, jeg indrømmer, jeg er nysgerrig. Og jeg er verdensmester i at brygge videre på historier, jeg kun kender halvt. Jeg ser menneskeskæbner for mig, og sætter mig levende ind i lykke og ulykke, som jeg dybest set intet ved om, eller kun har fået en lille flig af i form af få løsrevne ord i en samtale.
Og ja, indrømmet. Jeg kunne jo bare blande mig udenom. Hvad rager det dybest set mig…
Jeg kan bare ikke lade være at tænke på hende kvinden i den anden ende af røret. Mon hun synes, det er sjovt at tænke på, at vi sad der i et fuldt venteværelse og hørte halvdelen af en snak om hendes underliv. Blufærdighed er en sær størrelse. Nogle gange bliver man allermest blufærdig på andre menneskers vegne. Og jeg sad i hvert fald og blev lidt ubehagelig tilpas. Jeg skelede til den unge mand med det dårlige knæ, som sad ved siden af mig. Han fordybede sig intenst i sin smartphone, og måske overhørte han ikke samtalen, måske ville han ikke høre…
Pointen er, at vi ikke selv kunne vælge. Og at det kunne kvinden i telefonen heller ikke.
Næste gang jeg ringer til lægen vil jeg da i hvert fald have i baghovedet, at der måske sidder et helt fyldt venteværelse og lytter på kliniksygeplejerskens del af samtalen.
Comments