Voksne Bloggere
Gravid med tvillinger som 45-årig
Min patient havde det seneste halve år haft uregelmæssige menstruationer, men denne gang var der gået knap to måneder siden sidst.
Hendes mand er steriliseret, så hun bruger ikke prævention . Hun har to voksne børn.
I forbindelse med en firmafest for knap 1½ måned siden, var hun dog ’faldet i’ og havde haft et one-night stand.
Hun henvendte sig, dels fordi hun havde det skidt, dels fordi hun var bange for at være gravid. Hun havde ikke turdet tage en graviditetstest!
Jeg begyndte med at ultralydsscanne hende for at få sagen afklaret, og hun var som ventet gravid i 7. uge. Ikke nok med det. Der var tvillinger!
Normalt fortæller jeg ikke, om der er et eller to fostre, men hun spurgte direkte og fik så svar. Det gjorde hende forståeligt nok dybt fortvivlet, men hun så ingen anden udvej end abort, som hendes mand naturligvis ikke skulle vide noget om.
Hun ville ikke på hospitalet, så vi aftalte medicinsk abort i min klinik.
Vi har en fast procedure med tabletter, som plejer at fungere fint, og hun gik i gang med det samme.
Hun kom igen fire dage senere til ultralydsscanning, og graviditeten var væk. Bortset fra den psykiske belastning var det gået fint.
Vi talte lidt om prævention, men hun ville hellere holde sig til sin mand for fremtiden og ikke risikere at komme i uføre igen.
Moralen er: Man kan godt bliver gravid, selv om man er 45. Ofte ender det med en spontan abort, men det kan man selvfølgelig ikke kalkulere med.
Læs mere her om Abort i praksis
Comments