By Christine Felding on onsdag, 5. juni 2013
Category: Sygdomme

Helvedesild er vildt smertefuldt

Helvedesild er en sygdom, man kan få (oftest efter de 50-år), hvis man har haft skoldkopper som barn. Det skyldes, at virus ligger i årevis og ’lumrer’ og så bryder ud på et tidspunkt.

Til forskel fra skoldkopper, som breder sig over hele kroppen, er helvedesild altid ensidigt og følger en enkelt nervebane (undtagen hos AIDS-patienter).

Patienten var denne gang en 60-årig kvinde, som i nogle dage havde haft voldsomme, brændende smerter i venstre lyskeregion. Da hun kom, kunne jeg se små blærer, som fulgte en nervebane i den ene halvdel af kroppen, så diagnosen helvedesild (herpes zoster), var ikke svær at stille.

Hun blev sat i behandling med antivirus-medicin for at afkorte forløbet samtidig med, at hun fik smertestillende piller, fordi helvedesild er yderst smertefuldt, uanset hvor det sidder..

Problemet med helvedesild er, at en del patienter får ’postherpetiske neuralgier’ d.v.s. smerter i nervebanerne efter, at infektionen egentlig er forsvundet.

Det kan forhindres ved at få en vaccine – Zostavax®. Vaccinen blev introduceret i Danmark for nogle år siden, men p.t. er den desværre i restordre og forventes først tilgængelig igen i 2014.

Fakta om helvedesild:

Udslæt

Udslættet ved helvedesild vil oftest kun ramme den ene side af kroppen eller ansigtet. Huden er rød og hævet, og der opstår små væskefyldte blærer, som efter kort tid kan blive gule og betændte.

De fleste ældre med helvedesild vil have smerter og ubehag i forbindelse med selve udbruddet. Smerter beskrives, som intense, brændende, borende og jagende, heraf navnet helvedesild.

Hvilke komplikationer kan der opstå?

Komplikationer er hyppige efter helvedesild. Det største problem er, at der på grund af skader på følenerverne kan opstå smerter i huden, som kan vare i uger og mange måneder efter, at udslættet er svundet. Andre alvorligere komplikationer er nedsat syn og lammelser af musklerne i ansigtet.

Kan man få langvarige smerter efter helvedesild?

Et af de største problemer ved helvedesild er, at smerterne i forbindelse med udbruddet kan vare i mange måneder.

Hvordan kan man blive behandlet for helvedesild?

Det er muligt at dæmpe et udbrud af helvedesild med tabletter, der hæmmer skoldkoppevirus. Behandlingen skal helst startes senest 3 dage efter de første symptomer.

Vaccination

En vaccine mod helvedesild er nu godkendt af Lægemiddelstyrelsen. Vaccinen skal gives som en enkelt indsprøjtning og kan gives fra 50 års alderen og opefter. Vaccinen nedsætter ens risiko for at få helvedesild.

Related Posts

Leave Comments