Hvorfor lytter lægerne ikke til vores erfaringer?

”Ung mand har helbredt sig selv med stenalderkost….”

Sådan kunne overskriften lyde på den historie en af mine veninder forleden fortalte mig om sin svigersøns mirakelkur.

Meget socialt samvær i vores alder handler om helbredssnak. Om vores eget helbred, børnenes, forældrenes osv.

Og igen igen oplevede jeg, at talen heldigvis blev sporet ind på positive resultater ved at en i vores omgangskreds har lagt sin livsstil om. Denne gang var det en ung mand, der ved meget radikalt at spise og drikke sundere og motionere konsekvent, faktisk fik styr på en alvorlig gigtsygdom.

Naturligvis helt udokumenteret snak. Ikke noget, man kan bruge til noget som helst videnskabeligt eller som generelt bevis. Men alligevel rigtig overbevisende og rigtig glædeligt.

Og hvad havde lægerne så sagt til den unge, fornuftige mand? De havde, efter at have set, hvor utroligt positivt hans sygdom havde udviklet sig, udtalt ”ja, nogle gange sker der noget, vi ikke kan forklare…”.

Det er her, jeg efterhånden synes, jeg ser en tankevækkende reaktion fra de hvidkitlede orakler. Tænk nu, hvis det havde været et nyt medicinsk præparat, de havde afprøvet på den unge mand, der efterfølgende viste så gode takter. Mon ikke de havde reageret anderledes end med det mentale skuldertræk han fik?

Meget mærkeligt, at begavede mennesker kan være så skråsikre på, at det stort set kun er påvirkninger i pilleform, der virker på kroppen.

Eller nej – ret skal være ret. De ved selvfølgelig godt, at både kost og motion har enorm betydning for deres patienters sundhedstilstand og chancer for helbredelse. Det virker bare som om, de ikke interesserer sig for alle de historier, vi andre hører om, hvad kostomlægninger kan gøre for et menneske med dårligt helbred.

Der er en total mangel på faglig nysgerrighed.

Resultatet er formodentlig ofte, at patienter opgiver at dele vigtig viden om, hvad deres livsstilsændringer gør for deres sygdom. Mange væsentlige erfaringer lander på gold jord og går tabt for andre patienter.

Medicinalbranchen betaler

Og jo, jeg ved godt, at det er medicinalbranchen, der betaler stort set al den eksisterende forskning i sygdom og sundhed. Det siger naturligvis noget om årsagen til, at fokus er på medicinen.

Mit ærinde er heller ikke så ambitiøst eller ideelt. Jeg ser ikke for mig, at lægerne ud i det blå – og uden at få penge for det – pludselig sætter fuld blus på forskningen om, hvad kost og motion gør for f.eks. aggressiv gigt.

Men bare de dog ville lytte lidt. Og bruge de erfaringer, de ville få derved. Den unge mand, jeg hørte om forleden, fik de næsten mirakuløst gode resultater ved at gå over til stenalderkost. Hans logiske slutning var, at når hans immunsystem var gået amok, måtte han kunne påvirke det ved det han spiste. Meget, meget oplagt – vil jeg sige, igen uden at jeg har noget videnskabeligt belæg for det.

Jeg hører ikke til dem, der tror, at mad kan erstatte al medicin. Nogle sygdomme er så aggressive, at der skal skrappe midler til, og nogle patienter magter ikke de livsstilsændringer, der måske ville kunne erstatte medicinsk behandling.

Men der er da vist ikke mange af os, som kan lukke øjnene for, at det vi putter i maven, har indflydelse på vores helbred. Både som forebyggelse og som behandling, når vi er blevet syge.

Altså lige bortset fra lægerne. Eller i hvert fald lægerne, når de er på arbejde. For mon ikke de også på egen krop kan mærke, at andet end medicin både kan være helbredende og ødelæggende for deres helbred.

Hvorfor de ikke er åbne for deres patienters erfaringer er en gåde.