Voksne Bloggere
Ikke alle knuder i underlivet er farlige
Forståeligt nok bliver de fleste kvinder nervøse, når de opdager knuder i underlivet. Det gjaldt også en 74-årig kvinde, der henvendte sig i konsultationen.
Hun var først ikke meget for at fortælle, hvorfor hun kom, så til at begynde med spurgte jeg om helt almindelige ting; hvor mange børn hun havde fået, hvornår hun holdt op med at menstruere, om hun havde fået hormoner, om hun havde blødt, om hun havde problemer med at holde på vandet osv., og efterhånden nærmede vi os sagens kerne.
Hun fortalte beskæmmet, at hun i flere år haft en masse ’knuder’ i underlivet, og at de nu havde vokset sig så store, at hun ikke kunne holde ud at vaske sig, fordi hun hele tiden kunne mærke dem. Hun ville ikke vise sig uden tøj på for sin mand. Desuden var hun bange for, at de var ondartede.
Da jeg undersøgte hende, havde hun en 6-8 såkaldte atheromer (talgknuder) af forskellig størrelse, nogle af dem op til 1 cm i diameter. Jeg kunne straks berolige hende med, at de ganske vist er ulækre, men de er aldeles godartede.
Da hun gerne ville af med dem, fjernede jeg dem i lokalbedøvelse. Man lægger lidt bedøvelse under hver talgknude, laver et lille snit og klemmer al talgen ud; det er ret ulækkert og lugter ikke ret godt, men resultatet bliver pænt, og patienten var meget taknemmelig.
Moralen er: Ikke alle ”knuder” er farlige, og som regel kan man nemt fjerne dem.
Comments