Jeg vil have en krops-mekaniker

Forleden var jeg til et rutinemæssigt tjek på hospitalet. Lidt ventetid, alt tøjet af og snak med en yderst kompetent specialist. Ikke noget at tale om – og kun betryggende, at de holder øje med mig.

Men da jeg, - indrømmet, naivt – spurgte, om jeg også lige kunne blive undersøgt for en anden skavank nu vi var i gang, faldt kæden af.

Nej, det kan man ikke. Jeg havde fået tid til tjek på denne specifikke afdeling for denne specifikke udfordring for mit helbred. At der et andet sted i min krop måske ligger og lurer andre sygdomme, som kan blive alvorlige, hvis ikke vi får gjort noget ved dem, er jo så en helt anden sag.

Det er muligt, at tanken er helt utopisk, men set ud fra mit synspunkt ville det være meget rarere og mere effektivt, hvis sundhedsvæsenet behandlede mig ud fra, hvad jeg rent faktisk fejlede eller var bange for at fejle  - frem for om jeg nu var tilmeldt tjek på en bestemt afdeling. For mig er det mere vigtigt, hvor i min krop et eventuelt problem er, frem for hvilken hospitalsafdeling eller specialist jeg hører til.

Når man er kommet over de 50 år, begynder de snigende sygdomme at blive mere nærværende. Kolleger og venner får det ene og det andet at slås med, og vi begynder at kunne udveksle rædselshistorier om jævnaldrende, som intetanende har gået rundt med alvorlige sygdomme i kroppen og nu måske er meget syge.

Luft i dækkene

Jeg har en gammel spand af en bil. Og en rigtig god mekaniker. Når min bil har fået en ’sjov lyd’ eller bare skal have skiftet en pære i en forlygte, og jeg i den anledning skal forbi mekanikeren, så beder jeg ham altid lige om at ’pusle’ lidt om bilen. Og da mekanikeren både kender mig og min bil, ved han godt, hvad jeg mener. Jeg er f.eks. sådan et fjols, at jeg godt kan glemme at hælde olie på, ligesom jeg ikke er verdensmester i at få luft i dækkene. Han ved med andre ord, hvad han skal kigge efter, og kan altid komme med en forudseende diagnose.

Siger bilen en ’sjov lyd’, kan jeg spørge ham: ’Er det en dyr lyd? Eller er det noget du hurtigt kan klare?’ Og han ved, hvad jeg taler om. Min mekaniker hører til i en baggård, og han kender rigtig mange gamle biler som min. Han er med andre ord specialist…

Hvor ville det være rart, hvis man i min alder – jeg vil dog ikke kalde mig en gammel spand, men alligevel… - kunne gå et sted hen, hvor en specialist i netop mig, mine arvelige dispositioner og mine begyndende skavanker kunne ’pusle om mig’ med de rette blodprøver osv.

Og ja, det er jo til en vis grad det man har sin praktiserende læge til. Han er også rigtig fin til mange ting. Men hele fidusen med ham er jo, at han netop ikke er specialist. Han skal vide lidt om rigtig meget, og hans praksis skal kunne servicere små børn, unge mødre, gamle mennesker – psykiske sygdomme, influenza, børnevaccinationer osv. osv.

Et årligt besøg hos en specialist i de sygdomme og skavanker, som er typiske for os på over 50, ville kunne forebygge mange ting, tror jeg. Og så skulle specialisten have adgang til alle muligheder for tests, han og jeg nu mener, der er behov for.

Kunne man ikke opfinde sådan en krops-mekaniker til os over 50?