Selv om vi specielt her om sommeren skal passe på solen, så gælder det alligevel om at komme ud i den.

En ca. 50-årig kvinde kom til undersøgelse, og hun havde mange ukarakteristiske klager: træthed, smerter i muskler og led og så det gynækologiske symptom med uregelmæssige blødninger.

Hun havde født fem børn.

Ved undersøgelsen fandt jeg forstørret livmoder med nogle fibromer (muskelknuder), der ikke lod til at genere hende. Blødningsproblemet skyldtes hendes alder, og det vil tiden løse.

Til gengæld lignede hun en hængt kat, og jeg tog derfor en stribe blodprøver på hende. Blodprocent m.v. var normal, men hendes D-vitamin var helt i bund Værdien skal være over 50 og helst omkring 100, hendes var 14.

Hun er af tyrkisk afstamning og går derfor med tørklæde, så hun får endnu mindre sollys end os andre.

Da hun havde haft et ankelbrud på et tidspunkt, fik hun også foretaget en såkaldt DXA-scanning, som er en knoglemineral-scanning, og den viste nedsat knogletæthed. Det er tegn på osteopeni, der er et forstadie til osteoporose.

Hun blev sat i intensiv behandling med kalk og vitamin D, og i løbet af nogle måneder havde hun det langt bedre. Trætheden forsvandt, ligesom led- og muskelsmerterne.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle kvinder (og også mænd) i overgangsalderen spiser kalk og vitamin D, uanset om de bruger tørklæde eller ej. Solen skinner desværre ikke nok i Danmark til, at vi selv kan producere det D-vitamin, vi har brug for.

Moralen er: Kvinder, der lukker solen ude med tørklæde eller lignende, har ofte nedsat D-vitaminmængde i blodet. Og alle i overgangsalderen bør spise både kalk og D-vitamin.