Skip to main content

Voksne Bloggere

Voksne Kvinders bloggere skriver om livet efter de fyrre, men også om livet med børn, forældre, mænd, sundhed og meget andet...
2 minutes reading time (400 words)

Kvinde dit mellemnavn er bekymring

Kvinde dit mellemnavn er bekymring

Hvad er det med os kvinder? Vi bekymrer os i en uendelighed. For vores børn, for os selv, for vores mænd, venner, familie, kolleger…

Hvis ikke der er nogen i vores allernærmeste kreds, der er aktuel grund til at bekymre sig for, så finder vi bare nogle andre. Hvis vores egne børn arter sig, så er der nok en af vores veninders, som er en lille omgang bekymring værd.

Når man som voksen kvinde ser tilbage på sit liv, husker man rigtig mange timer med bekymringer om ting, der aldrig blev til noget. Ikke mindst i den tid, hvor børnene var små og meget påvirkelige. Ja, dengang var der næsten ingen grænser for, hvad man kunne bekymre sig for. Gjorde man det nu godt nok? Var børnene nu glade og fungerede vores familie som den skulle?

Siden opdager man jo, at ingen er perfekt. Ingen barndom er perfekt. Men til gengæld viser rigtig mange bekymringer sig jo at være helt unødige. Men så dukker alle de særlige bekymringer op, som hører til at have store børn. Og sådan bliver vi formodentlig ved.

Tilsyneladende er det et særligt kendetegn ved kvinder, at vi bekymrer os.

En netop offentliggjort amerikansk undersøgelse fra Centers for Disease Control and Prevention, som blev udført i 2010 og 2011, viste det sig, at omkring 22 pct. af de undersøgte kvinder sagde, at de dagligt eller ugentligt følte sig bekymrede, nervøse og urolige – sammenlignet med 16 pct. af mændene.

Til gengæld er der måske lidt håb om, at vi slipper af med det værste bekymrings-åg, når vi bliver ældre. Generelt var de følelser nemlig mere almindelige blandet unge og midaldrende end blandt ældre. Tidligere studier har også vist, at ældre generelt er mere glade og mindre stressede end yngre.

Undersøgelsen er offentliggjort i martsnummeret af CDC´s Morbidity and Mortality Weekly. Den giver desværre ingen svar på, hvorfor det forholder sig sådan, endsige, hvad vi kan gøre for at komme af med de mange bekymringer.

De af os, der er hårdt ramt af bekymrede tanker, kan jo prøve at lære os nogle teknikker. Jeg selv forsøger at styre det ved at tvinge mine tanker tilbage til nogle af de tidligere bekymringer og urofølelser, som viste sig at være helt ubegrundede. Det kan give en slags kortvarig ro – lige indtil en ny bekymring viser sig grimme ansigt.

Måske må man bare sige: Kvinde, dit mellemnavn er bekymring….

×
Stay Informed

When you subscribe to the blog, we will send you an e-mail when there are new updates on the site so you wouldn't miss them.

44 år og barnløs
Jeg vil have en krops-mekaniker

Related Posts

 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
fredag, 29. marts 2024

Captcha Image