Lad min læges pengepung i fred

Når jeg en sjælden gang besøger min læge, forventer jeg rigtig meget af ham. Han skal være grundig, ærlig og indsigtsfuld. Fornemmer jeg slinger i valsen, bliver jeg utryg og ked af det.

Jeg ved jo godt, at lægens behandlingsvalg bygger på rigtig mange forskellige overvejelser. Og via mange års private og arbejdsmæssige erfaringer ved jeg også, at jeg bestemt ikke får alt at vide om baggrunden for den behandling, min læge vælger at give mig.

Fra tid til anden dukker det op i samfundsdebatten, at det skal blive mere gennemsigtigt, hvad der ligger bag lægernes valg. Og ca. hvert halve år dukker skandalehistorier op i medierne om, at medicinalindustrien igen har kvajet sig og forsøgt at smøre en gruppe læger med fede middage eller ’kurser’ i skønne omgivelser. Det påvirker naturligvis min tro på lægestanden og dens valg af medicinsk behandling.

Nu har et ekspertudvalg så barslet med et nyt udspil til, hvordan læger og medicinalindustri skal samarbejde. Udvalget foreslår bl.a. et loft over, hvor mange af deres egne penge læger må investere i industrien. Og sundhedsminister Astrid Krag går skridtet videre og mener, at lægerne slet ikke skal kunne investere i medicinalvirksomheder.

I mine øjne er det topmålet af hykleri fra ministerens side. Sikke en mistillid til lægerne! Skulle min læge virkelig vælge den ene behandling frem for den anden, fordi han måske har et par aktier i et firma, der producerer den relevante medicin? I så fald er han mere udspekuleret og mindre professionel end jeg har fantasi til at forestille mig.

Til gengæld synes jeg ministeren skulle tage meget mere alvorligt fat i alle de andre fordækte ting, der ligger bag nogle gange livsvigtige valg indenfor sundhedsvæsenet. Hvis jeg skulle blive mere tryg af at vide, hvor lægen lægger sine sparepenge, så ville jeg altså i høj grad også blive mere tryg ved at vide, hvem og hvordan det er blevet besluttet, at jeg f.eks. skal have billig kopimedicin frem for dyre originalpræparater. Og f.eks. få at vide, hvad der sker, når lægen trodser retningslinjer med økonomiske begrundelser?

Der er efterhånden rigtig mange restriktioner på, hvad en læge må tilbyde sin patienter. Men det er restriktioner, som vi patienter aldrig får noget at vide om.

Hvis nogen tror, at de altid får den bedste behandling, så må de tro om igen. Vi får den behandling, som embedsmænd har besluttet, at vi skal have – eller rettere som de mener, der er råd til. Det har lægerne bare at rette sig efter – uanset om de godt ved, at der findes bedre alternativer.

Ingen tvivl om, at medicinalindustriens giganter vil gøre hvad de kan for at påvirke lægerne til at udskrive netop deres præparater. Sådan gælder det nok også indenfor autotilbehørsbranchen. Det skal der være regler for, og både industri og læger skal holdes i ørerne.
Men som patient har jeg mindst ligeså meget behov for at de myndigheder, der lægger rammerne for, hvilken behandling lægerne kan give den enkelte, stiller sig på mål for beslutningerne.

Så kære Astrid Krag, hvis du tror, at min familielæge vil handle så uvederhæftigt overfor mig, fordi han måske, - og det er godt nok langt ude og helt teoretisk, - kan tjene lidt ekstra på, at jeg får det ene præparat frem for det andet, så har du godt nok meget mindre tillid til ham end jeg har.

Jeg har selv mere mistillid til den behandling jeg får, fordi jeg desværre ved, at dine embedsfolk sidder på nakken af ham og tvinger ham til at tage så mange økonomiske hensyn, at mange patienter må nøjes med den næst- og tredjebedste behandling.
Du siger, patienternes tryghed er det vigtigste for dig. Det er jeg glad for. Her er nemlig så rigelig plads til forbedringer.