Voksne Bloggere
PMS giver et hav af irriterende symptomer
PMS eller præmenstruel spænding, som det også kaldes, er en tilstand som optræder i anden halvdel af menstruationscyklus, altså efter ægløsning og før menstruation. Når blødningen begynder, forsvinder symptomerne.
I forbindelse med præmenstruel spænding kan der vise sig et hav af symptomer: humørsvingninger, oppustethed, vægtstigning, søvnproblemer, vrede, irritabilitet, træthed, mangel på energi osv. osv.
For nylig kom en ca. 40-årig kvinde farende ind i konsultationen og nærmest råbte, at NU måtte der gøres noget.
Hun var hver måned lige ved at blive skilt og tage livet af mand og børn. Hun kunne knap sove og tog flere kilo på. Og – som dug for solen - forsvandt alle problemerne, når mensen kom, og ægteskabet var igen reddet.
Men hendes reaktionsmønster var ved at blive en lidt for stor belastning for familien.
Da jeg så hende, var det lige efter menstruation, og hun var dermed helt normal, men hendes historie var helt klassisk.
Hun havde ikke blot PMS, men nærmere PMDD (pre-menstrual dysphoric disorder), hvilket er det samme som svær PMS.
Man kan angribe problemet fra forskellige vinkler. Man kan fjerne ægløsningen og dermed generne, og det kan gøres med p-piller. Man kan også bruge naturmidlet Agnus Castus eller bruge den tredje mulighed at give patienten Cipralex, som er et antidepressivt middel, som kvinden tager i lille dosis fra 15. cyklusdag til og med første menstruationsdag.
Min patient var mest indstillet på at prøve p-piller først, og da hun hverken var for tyk eller røg og ikke havde blodprop-tilfælde i familien, så fik hun en recept på det. Efter tre måneder meldte hun tilbage, at familien igen var lykkelig. Og det var hun også!
Moralen er: Find dig ikke i PMS, det kan sagtens behandles!
Comments 1
Nu har jeg haft det i snart 1 ½ år nu og ja jeg ved at det er hårdt at være eller ha det sådan hele tiden..