Tak fordi du pisker mig

De fleste af os kan takke vores veninder for mange ting. Gode samtaler og utvetydig opbakning, når det gælder.  Forelskelser, skilsmisser og småbørnsbøvl bærer vi hinanden igennem med kærlig snak og praktisk hjælp.

Men én veninde betyder noget ganske særligt for mig. Hende, der stædigt insisterer på, at jeg får bevæget mig. I bund og grund er hun nok ligeså doven som jeg. Hun siger i hvert fald ofte, at hun kun får gjort noget ved det, fordi hun ved, at jeg gør det.

Igennem år ud og år ind har vi sat hinanden stævne steder, hvor der bliver svedt og gået til den rent fysisk. Svømmehaller, fitnesscentre og pilatessale…. You name it, vi har været der.

Mere eller mindre flittigt. Men stort set konstant igennem mange år. Vi er ligesom blevet hinandens dårlige samvittighed – men på den fede måde. Vi pisker hinanden ganske lidt, når ladheden ellers har fået lov at tage over. Vi ringer og skriver til hinanden, når vi godt selv ved, at den er gal. Bare man har fået lavet en aftale, har man det jo straks lidt bedre.

Og lykkeligvis kender vi hinanden så godt, at de dårlige undskyldninger ikke rigtig holder. ’Jeg har ikke tid.’ hm, hm… Gu har jeg så. Og vi ved det begge. Vi ved godt, at vi ligeså godt kunne have sagt: ’Jeg gider ikke…’. Det ved vi til gengæld også godt, at vi ikke skal sige. For så har den anden ret til at mobbe og presse. ’Kom nuuu…du får det jo så godt bagefter’.

Begge drømmer vi om at tabe os nogle kilo. Og en gang imellem lykkes det. Men ofte kuldsejler projektet på halvvejen. Dejlig mad og andre fristelser får overtaget. Og vi tilgiver os selv og hinanden. Det er jo trods alt heller ikke det vigtigste. Det langt væsentligste er, at vi får bevæget os – og at vi heller ikke bliver mere fanatiske end at vi kan få snakket lidt samtidig. Vi skal jo have det rart.

Jeg er så taknemmelig for min fitness-veninde. Hun er uvurderlig og skøn, og hun gør den kedelige motion til en luksus, jeg faktisk ikke kan undvære. Den eneste ulempe ved hende er, at hun er så forfløjen. Når hun er ude at rejse eller tillader sig at holde ferie udenfor byen, går mit fitness-liv fuldstændig i stå. Jeg får 117 gode undskyldninger for ikke at komme ned i det fitness-center, som vi lige for tiden bruger. Træthed, travlhed og ugidelighed duer pludselig som helt ok forklaringer på, hvorfor jeg ikke kommer af sted. Og den går jo ikke.

Så kære veninde. Tak fordi du pisker mig. Bliv endelig ved…..