Tilgiv andre for at komme videre i dit eget liv

I en periode på godt 11 år havde jeg ikke kontakt til min mor. Det var mit eget valg, at vi ikke skulle ses, og selv om jeg ikke havde besluttet mig for, at det skulle være for evigt, tog den ene dag den anden, og tiden gik.

Undervejs mente jeg, at jeg havde tilgivet, hvad der skulle tilgives – både hos min mor og hos mig selv – men den ultimative test indfandt sig, da jeg blev kontaktet af min mor kort efter, at min mand og jeg var kommet hjem med vores lille adoptivsøn fra Etiopien.

Det blev jeg igen mindet om efter at jeg forleden fik et nyhedsbrev fra en af mine lykkeguruer, den amerikanske psykolog og ph.d. Christine Carter, der skrev om at tilgivelsen er vejen til mere glæde.

Det ved jeg egentlig godt. Den positive psykologi, som jeg læner mig opad, har nemlig lavet en række videnskabelige undersøgelser, der beviser effekten af tilgivelse i forhold til at opnå mere glæde. Og selv om du ikke dyrker den positive psykologi som jeg gør det, så ved du det sikkert også godt: Der er ikke meget glæde i at blive ved med at holde fast i nag, had, hævngerrighed, vrede osv.

Og det er lige præcis de følelser, der er forbundet med manglende tilgivelse. Sammen med behovet for at føle én eller anden form for retfærdighed holder vi, bevidst eller ubevidst, fast i, at den person der har trådt os over tæerne, skal have lov til at stege i sit eget fedt. Og mens vi i vores stille sind forsøger at komme frem til den ondeste og snedigste hævnakt, raser der en samtidig – og ikke spor stille – følelsesmæssig orkan i os, der består af lutter onde tanker.

Men skal vi ikke have lov til at have disse negative følelser?

Jo, i en vis periode. Hvis man ser på de fire faser, der typisk kendetegner en krise, så erstattes den første fase, chokfasen, af reaktionsfasen. Det er i reaktionsfasen, at alle følelserne kommer frem, og det kan altså være alt fra sorg, til had, vrede, afmagt og fortvivlelse. Men på et eller andet tidspunkt skal vi helst videre til bearbejdningsfasen, hvor vi accepterer og slutter fred med det, der er sket. Når accepten har indfundet sig, kan vi lægge episoden bag os som én af de erfaringer, livet gav os.

Fred med fortiden

Men hvis ikke vi tilgiver, kan vi ikke flytte os. Og når vi ikke flytter os, bliver vi ved med at holde fast i de negative følelser, der dermed forhindrer os i at slutte fred med fortiden, så vi kan fokusere på fremtiden.

Da min mor kontaktede mig efter adoptionen havde jeg ikke savnet hende i de forløbne 11 år, og jeg havde – tilgivelsen til trods – egentlig ingen ønsker om, at vi skulle genoptage kontakten. Men da hun henvendte sig, måtte jeg kigge på min tilgivelse endnu en gang. Jeg syntes i bund og grund, at vores søn havde ret til at have en mormor, og jeg syntes som udgangspunkt også, at min mor havde ret til at se sit barnebarn. Dermed vidste jeg også, at hvis jeg ikke efterlevede mine egne synspunkter, skyldtes det ene og alene, at jeg ikke havde tilgivet i hjertet, og at jeg ønskede at ”hævne” mig.

Når vi har svært ved at tilgive, er årsagen oftest, at vores fokus er forkert. Vi tror, at det handler om den person, vi skal tilgive. Men det handler kun om os selv. Det handler om, at vi skal tilgive for at give os selv fred.

Hvis du også synes det generelt er svært at tilgive, eller hvis du slæber rundt på en utilgivet episode fra tidligere i dit liv, kan det måske hjælpe dig:

• At lade som om du er den person, du mangler at tilgive, og tænke over, hvorfor vedkommende mon gjorde som han/hun gjorde. Det handler ikke om, at du skal sige ok til det, der er sket, det handler derimod om, at du måske kan nå frem til, at der også er et menneske bag den person, du ikke vil tilgive, og at det i virkeligheden er menneskeligt at fejle.
• At sætte dig ned og skrive en tilgivelsesbrev. Ikke bare med hjernen, men også med hjertet, og derfor skal du i brevet forklare, hvorfor du vælger at tilgive. Du behøver ikke sende brevet – effekten ligger i, at du skriver det.
• At kigge på, hvornår du selv har såret andre (eller sagt/gjort noget, du sidenhen har fortrudt) og er blevet tilgivet, og hvad tilgivelsen betød for dig.

Manglende tilgivelse holder dig fast i et negativt loop, der holder glæden ude. Eller som Buddha så fint skulle have sagt det:

"At holde fast i sin vrede er som at tage et stykke varmt kul for at smide det efter en anden; det er dig der bliver brændt."