Glem den dyre antirynkecreme og brug en billig solcreme, hvis du vil undgå rynker. Det kræver dog at du begynder i tide.

Sådan undgår du rynker

 

Takket være vores klima, er vi danskere om nogen solhungrende. Men uanset om solen skinner eller ej, kan du ved at bruge solcreme hver dag undgå, at din hud ældes.

Normalt bruger vi kun solcreme for at undgå forbrændinger og hudkræft, men nu viser en ny australsk undersøgelse, at daglig brug af solcreme også kan forhindre huden i at ældes.

”De fleste hudlæger anbefaler i forvejen folk, der virkelig ønsker at undgå ældning af huden, at de skal undgå rygning og bruge solcreme,” siger dr. Alan Boyd, fra Vanderbilt University Medical Center i Nashville.

”Der er færre, der får hudforandringer, hvis de regelmæssigt bruger solcreme,” siger han til Reuters Health.

”Derfor er det logisk at antage, at hudens ældning og anvendelsen af solcreme hænger sammen,” siger han.

I den australske undersøgelse fra Queensland Insitute of Medical Research indgik data fra 903 voksne fra tiden mellem 1992 og 1996. De var alle yngre end 55 år.

Halvdelen af dem brugte solcreme med faktor 15 eller mere i ansigtet, på halsen, armene og hænderne hver morgen med flere påsmøringer, hvis de følte behov for det. De øvrige brugte kun solcreme, når det passede dem.

Start tidligt

Før og efter undersøgelsen målte forskerne ældning af huden på bagsiden af hver persons venstre hånd.

I løbet af de fire år undersøgelsen fandt sted, fandt forskerne ingen påviselige ændringer i huden på de mennesker, der havde brugt solcreme hver dag, når man tog andre solrelaterede faktorer i betragtning.

Af de, der brugte solcreme hver dag, havde 24 pct. færre hudændringer end de, der kun brugte solcreme, når det passede dem.

Samtidig viste undersøgelsen, at de deltagere, der havde fået beta-caroten ikke havde opnået nogen beskyttende effekt.

”Ældning af huden sker efter lang tids udsættelse for ultraviolet stråling, som trænger ind i huden og får dens kollagen til at bryde ned og DNA til at mutere”, siger dr. Brundha Balaraman fra Washington University School of Medicine i St. Louis.

"Undersøgelsen dokumenterer, at daglig brug af creme med faktor 15 eller højere, kan mindske både ældning og solskader”, siger hun.

"Daglig brug af bredspektret solcreme med hyppige påsmøringer har en dybtgående og målbar effekt på ældning af huden. Men de solbeskyttende vaner skal udvikles allerede i en ung alder,” siger hun.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?