Skip to main content

Mine børn blev trætte af min toiletjagt

Annette styrtede rundt i byen sammen med sine børn på jagt efter toiletter.
 

I flere år kunne Annette Jensen hverken hoppe, løbe eller grine uden at komme til at tisse i bukserne. Men et mindre operativt indgreb har frigjort hende af toilettets snærende lænker og givet hende livskvaliteten tilbage.

{module 117}

Annette har i modsætning til mange andre kvinder i samme situation valgt at være åben om sit problem og har kun mødt forståelse og indlevelse. Annette Jensen, 41 år, er en glad, frisk og aktiv pige fra æbleøen Fejø, men sådan har det ikke altid været.

De sidste 3 år har Annettes liv været stærkt hæmmet af, at hun ikke kunne holde på vandet. En fødselsskade var startskuddet Annette har 3 piger på henholdsvis 21, 11 og 5 år og efter en hurtig fødsel af deres yngste datter i maj 1999 fik Annette problemer med underlivet.

- Efter et par døgn hjemme skulle jeg en nat op og have noget at drikke. Jeg havde Julie på armen og så kunne jeg pludselig både høre og mærke, hvordan underlivet sank ned med et skvulp og så stod jeg bare og tissede på gulvet, husker Annette. Dagen efter i badet, så jeg, at der nærmest stak en halv tennisbold ud af skeden. Så blev jeg klar over, at det var underlivet, der var sunket ned, fortæller Annette.

På det tidspunkt boede Annette i Hobro og her forsøgte man sig først med genoptræning v.h.a. knibeøvelser, men da dette ikke hjalp fik hun foretaget en korrektion på skedevæggens forvæg. Annette havde dog stadig fornemmelsen af, at underlivet tyngede ned og hun blev sendt videre til Randers Sygehus, hvor hun i november 2001 får en større operation, hvor livmoderhalsen afkortes.

- Det blev rigtig godt. Jeg var meget glad for resultatet. Men efter et stykke tid begyndte jeg at have problemer med at holde på vandet, fortæller Annette.

Et inaktivt liv

Jeg skulle tisse hele tiden, så når jeg var ude skulle jeg altid koncentrere mig om, hvor toilettet var. Jeg har slæbt mine børn rundt på toiletter i alle byens forretninger. Det var sådan til sidst, at mine børn sagde: ”åh nej mor, ikke igen”, husker Annette. Jeg var nødt til at gå med hygiejnebind hele tiden. Når jeg skulle på toilettet, skulle det bare gå stærkt. Der skulle bare være fri bane.

Når jeg tænker tilbage, var det et værre cirkus. Det var lige før, at familien nærmest skulle åbne dørene for mig. Når vi skulle køre langt, måtte vi gøre mange hold undervejs på diverse rastepladser og tankstationer, fortæller Annette. Min hverdag blev meget hæmmet af, at jeg ikke kunne holde på vandet. Det værste for mig var nok, at jeg måtte opgive mit aktive liv. Jeg kunne ikke længere løbe eller spille håndbold og fysisk leg med pigerne såsom sjipning, rundbold eller bare at løbe om kap var også umuligt uden at komme til at tisse i bukserne.

Mistede jobbet

Helt galt gik det, da jeg skiftede job i forbindelse med, at vi flyttede til Fejø i efteråret 2003. Jeg er uddannet socialpædagog og startede som støttepædagog for nogle lidt voldsomme børn, og det var ikke lykken med mine gener. Efter 3 - 4 dage måtte jeg sygemeldes, og da de godt kunne se, at der ikke var tale om noget kortvarigt sygdomsforløb, blev jeg forståeligt nok sagt op inden for prøvetiden. Jeg har altid haft arbejde, så det var utrolig deprimerende. Jeg følte jo ikke, at jeg var ret gammel og så skulle jeg døje med det resten af livet.

Jeg var på det tidspunkt af den klare overbevisning, at nu havde jeg fået de to operationer i underlivet og så kunne der ikke gøres mere for mig, men der tog jeg heldigvis fejl, siger Annette. I første omgang gav min egen læge mig besked om at tage den med ro, da jeg også havde smerter i underlivet. Jeg var meget flittig med knibeøvelser og smerterne forsvandt igen, men det gjorde mit vandladningsproblem ikke.

I maj 2003 kom jeg på ny til en gynækolog, som fortalte mig om muligheden for en TVT-operation, hvor man sætter et bånd om urinrøret for at forhindre ufrivillig vandladning. Da tænkte jeg bare med det samme: Yes, det er lige det, jeg mangler at få lavet. Det er prikken over i´et og jeg glædede mig bare helt vildt til at få det lavet.

Jeg havde ikke hørt, om den operation før. Jeg er nogle gange faldet over nogle blade, hvor man har beskrevet behandling af inkontinens, men der har altid været tale om ældre kvinder, så jeg troede rent faktisk kun, at det var, når man blev gammel, at man kunne få gjort noget ved det og så var jeg af den opfattelse, at det drejede sig om medicinsk behandling.

Et nyt liv

Annette bliver henvist til det lokale sygehus, hvor der er mere end 8 ugers ventetid. Patientvejledningen kontakter derfor Aleris-Hamlet for hende og umiddelbart herefter kommer hun til konsultation på Aleris-Hamlet. Efter de nødvendige undersøgelser, kan Aleris-Hamlets overlæge bekræfte, at Annette lider af egentlig stress inkontinens, som er ufrivillig vandladning i forbindelse med fysisk belastning såsom løb, grin, hop eller host. Hun kan derfor tilbydes en TVT-operation, som et mindre operativt indgreb i lokalbedøvelse.

-  Lige inden operationen fik jeg noget beroligende, så jeg husker ikke så meget fra selve operationen. På et tidspunkt kalder overlægen på mig og jeg vågner op og skal hoste for at sikre, at båndet sidder korrekt, men ellers er jeg væk, fortæller Annette.

- Lige efter operationen havde jeg lidt ondt og jeg fik noget smertestillende på opvågningsafsnittet, men herefter har det ikke været noget at tale om. Jeg kom hjem allerede dagen efter og har siden da ikke haft problemer med at holde på vandet. Jeg føler, at jeg har fået et helt nyt liv. Det lyder stort, men sådan føles det virkelig. Nu kan jeg lave alle de ting, som jeg gjorde før, jeg døjede med det her. Nu kan jeg løbe, hoppe og grine uden at komme til at tisse i bukserne.

- Jeg skal ikke styrte ud på toilettet mere. Jeg kan gøre de ting, som jeg har lyst til. Vi er ved at få bygget en sportshal på Fejø og jeg skal nok sørge for, at der bliver et håndboldhold.

Kom ud af busken

I forbindelse med at jeg har fortalt om min operation, er jeg stødt på andre kvinder, som indrømmer, at de også har problemer med at holde på vandet, når de hopper og løber, så jeg tror, at problemet er mere udbredt end man lige forestiller sig, selv i min aldersgruppe. Det er bare ikke alle, der tør tale så åbent om det. Jeg har selv valgt ikke at være flov over mit problem og fortælle åbent om det og jeg har kun mødt forståelse og indlevelse. I betragtning af hvor lille et indgreb, det er, vil jeg ikke tøve med at anbefale det til andre. Det er i hvert fald vigtigt at få undersøgt problemet og ikke gå rundt og skjule det. Det er livet for kort til.