Forskere tæt på at løse hedeturenes gåde

Hedeture kontrolleres tilsyneladende af en gruppe neuroner, som forskerne er ved at forstå nu.
 

Forskere har fundet en gruppe af hjerneceller, der styrer de hedeture, som kan gøre kvinders liv i overgangsalderen til et helvede.

Det viser ny forskning fra University of Arizona, hvor forskeren Naomi Rance i flere årtier har ledt efter den mekanisme, der er årsag til hedeture.

Sammen med et forskerhold har hun nu identificeret en region i hjernen, der kan udløse de ubehagelige stigninger i varme, som de fleste kvinder oplever i de første par år efter menopause.

Hedeture påvirker millioner af mennesker, og ikke kun kvinder. Men det er stadig uklart, hvad der forårsager de anfald af temperatur-stigninger, der ofte er ledsaget af voldsomme svedeture.  

Nu har Naomi Rance, der er professor på Collge of Medicine på UA identificeret en gruppe hjerneceller kaldet KNDy neuroner som den sandsynlige årsag til hedeture. KNDy neuroner (udtales "candy") er placeret i hypothalamus, en del af hjernen, der kontrollerer vitale funktioner, og som også fungerer som omstilling mellem det centrale nervesystem og hormonsignaler.

"Selvom KNDy neuroner er en meget lille gruppe af celler, viser vores forskning, at de spiller en ekstremt vigtig rolle for, hvordan kroppen kontrollerer sine energiressourcer, reproduktion og temperatur. De er sande multitaskere,"  siger Melinda Mittelman-Smith, der ledede undersøgelsen som en del af hendes doktordisputats.

Lavere østrogenproduktion

Ved at studere KNDy neuroner hos rotter, skabte forskerholdet en dyremodel af overgangsalderen, som kunne belyse de biologiske mekanismer bag temperaturkontrol, der sker som reaktion på lavere østrogenproduktion, som er den vigtigste årsag til ændringer, der skyldes overgangsalderen.  

Forskerne opdagede, at haletemperaturen var konsekvent lavere hos rotter, hvis KNDy neuroner blev inaktiveret, hvilket tyder på at neuronerne styrer en proces kendt som vasodilatation, hvor blodkarrene udvides for at øge blodgennemstrømningen gennem huden.

"Kendetegnet for hedeture er vasodilation. Når du får hedetur, bliver din hud varm og du kan se huden rødme. Det er kroppens forsøg på at slippe af med varmen, ligesom når du sveder. Men hvis du skulle måle kernetemperaturen, hvor huden rødmer, ville du opdage at den ikke engang er forhøjet," forklarer Rance, som også er en neuropatolog på University of Arizona Medical Center.  

Nødvendigt første skridt

Selvom resultaterne umiddelbart endnu ikke kan hjælpe personer, der rammes af hedeture, markerer de et nødvendigt første skridt, mener Rance.  

"Selvfølgelig kan vi ikke lave disse undersøgelser med kvinder, og kun hvis vi forstår mekanismen er der en chance for at udvikle behandlingsformer. Alt hvad vi har vidst indtil nu, er, at svindende østrogenniveauer har noget at gøre med det, men derefter har det været et sort hul".  

"Lige nu er østrogen-behandling den eneste effektive måde at behandle hedeture på. Hvis vi kunne finde ud af hvad der er årsag til hedeturene, kunne vi prøve at udvikle et bedre og mere målrettet behandling."  

Hedeture varer normalt i fire-fem år, og rammer op til 80 procent af kvinder.  

"For nogle mennesker er de ikke særlig slemme, men de kan være meget alvorlige hos andre kvinder, der ikke kan sove et cetera."  

Sammen med sine kolleger har Rance studeret KNDy neuroner og deres funktioner i to årtier.  

"KNDy neuroner reagerer på østrogener. Når østrogen-niveauet bliver meget lavt går der skuddermudder i KNDy-neuronernes funtion. De vokser sig meget store og fremstiller mange gange flere neurotransmittere, end de gjorde da østrogen-niveauet var normalt," forklarer Mittelman-Smith.  

"Fordi neuronerne kommunikerer med termoregulerende centre i hjernen, mener vi, at denne ukontrollerede signal-aktivitet sender uhensigtsmæssige meddelelser til kroppen, 'jeg er varm!, frigiv varme!'. Signaler, der får os til at svede og åbner blodkar i huden, som får os til at rødme."  

Ligesom hos kvinder i overgangsalderen, stiger hudtemperaturen hos rotter efter fjernelse af æggestokkene, hvor østrogen bliver produceret.  

"Rotter regulere varmeafledning med deres hale, fordi resten er dækket af pels," forklarer Rance.

"Hos rotter uden æggestokke, bevirker den manglende østrogen, at blodkarene øges for at øge blodgennemstrømningen til huden (vasodilation), som vi kan måle som øget hudtemperatur i halen."  

"Da vi vidste, at østrogen virkelig kontrollerer halens hudtemperatur hos rotter, ville vi finde ud af, hvilken rolle KNDy neuroner spiller."  

Da Rance og hendes team sammenlignede halens hudtemperatur hos rotter med aktive KNDy neuroner i forhold til rotter med inaktiverede KNDy neuroner, opdagede de, at mens halens hudtemperatur stadig fulgte døgnrytmens op- og nedture, var temperaturen lavere hos rotter uden KNDy-aktivitet.  

"De har mindre vasodilatation," siger Rance.

KNDy-niveauet afgørende

"Det er meget konsekvent. Deres hales hudtemperatur er lavere end hos rotter med normale KNDy neuroner og forbliver lav. Det betyder ikke noget, hvis de har østrogen eller ikke.. Det er ligegyldigt om det er nat eller dag."  

"Rotterne virkede slet ikke utilpasse. Der var ingen forskel i kernetemperatur, så de frøs ikke. Vi lavede alle de aktivitetsmålinger og fandt dem helt normale. Vi kunne ikke konstatere anden forskel end lavere vasodilatation."  

Rance siger at hun ikke er overrasket over, at de samme neuronale kontakter, der er vigtige for reproduktionen, også kontrollerer termostatregulering.  

"At være i stand til at regulere kropstemperaturen er meget vigtigt også for reproduktion, fordi det er vigtigt for en gravid kvinde at undgå ekstrem hypertermi. Hedeture er et symptom på hyperaktivitet af disse neuroner."  

Forskerne advarer om, at mens KNDy neuroner er kritiske for normal termoregulering, er de på ingen måde de eneste, der kontrollerer kropstemperaturen.  

"Vore forsøgsrotter ville være i store problemer, hvis det var tilfældet," siger Mittelman-Smith.

"Faktisk ser jeg overhovedet ikke KNDy neuroner som et termoregulerende center, men snarere som en gruppe celler, der har evnen til at påvirke termoregulerende centre."   Rance tilføjede:

"Jeg vil ikke sige, at vi har løst problemet, men vi har en god ide om, hvad der kunne være årsag til hedeture."

 

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?