Kvinde med mavesmerter.Unge med inflammatorisk tarmsygdom og lupus har en markant højere risiko for den smertefulde helvedesild.

Yngre med tarmlidelse rammes oftere af helvedesild

 

Den nye vaccine mod helvedesild tilbydes kun til personer over 50 år, men burde måske også tilbydes yngre personer med leddegigt, inflammatorisk tarmsygdom og lupus.

Mennesker med de tre lidelser viser sig nemlig i en ny undersøgelse at have en forhøjet risiko for helvedesild, der er den populære betegnelse for den smertefulde hudeksem herpes zoster.

Det viser nye resultater fra University of Alabama, Birmingham, og Oregon Health and Science University i Portland, hvor forskere har analyseret risikoen for helvedesild hos personer med de tre lidelser sammen med en række andre sygdomme.

Leddegigt er en kronisk sygdom, der forårsager smerter, stivhed, hævelse og begrænsning i bevægelsen og funktionen af flere led. Selvom leddene er de vigtigste kropsdele ramt af leddegigt, så kan betændelsen også udvikle sig i andre legemsdele. Omkring 35.000 danskere har leddegigt og typisk rammes kvinder dobbelt så ofte som mænd.

Lupus er en kronisk sygdom med en lang række symptomer, der omfatter smerte, hævelse og inflammation. Lupus kan påvirke hud, led, nyrer, lunger, nervesystem og andre organer i kroppen. De fleste patienter føler træthed og har udslæt, gigt (smertefulde og hævede led) og feber. Lupus er sjælden i Danmark og rammer 10 gange så mange kvinder som mænd og oftest i 30-35 års alderen.

Rammer op mod 25 procent

Helvedesild menes at ramme op mod 25 procent danskere i løbet af deres levetid. Jo ældre vi bliver, des større er risikoen, men mennesker med autoimmune, inflammatoriske sygdomme som leddegigt menes at have en dobbelt så stor risiko for udvikling af lidelsen på grund af deres dårlige immunforsvar eller fordi de tager medicin som prednison.

Den nye undersøgelse har forsøgt at fastslå hvor stor risiko en række autoimmune, inflammatoriske sygdomme medfører for at ynge mennesker bliver ramt af helvedesild.

Læs også: Tjek din risiko for helvedesild her

Forskerne gennemgik syv grupper af patienter med autoimmune, inflammatoriske sygdomme, hvor patienterne havde været i behandling i mindst 13 måneder. De omfattede patienter med mindst én recept og to diagnoser af leddegigt (50.646 patienter), psoriasisgigt (2.629), psoriasis (4.299), ankyloserende spondylitis (1.019), inflammatorisk tarmsygdom (7.916), lupus (8.395) og gigt (5.893). Patienterne blev sammenlignet med diabetikere (214.631) og raske patienter (330.727) uden diabetes eller autoimmun sygdom.

Undersøgelsen viste at personer mellem 20 og 50 år, der led af følgende sygdomme, havde markant større risiko for helvedesild.

  • Risikoen for at yngre personer fik helvedesild var 4-9 gange større for personer med lupus end for raske mennesker.
  • Risikoen for yngre mennesker med inflammatorisk tarmsygdom for at få helvedesild var 2-4 gange større.
  • Risikoen for yngre mennesker med leddegigt for at få helvedesild var 2-3 gange større.

Undersøgelsens forfattere konkluderede, at lupus, leddegigt og inflammatorisk tarmsygdom er forbundet med en højere forekomst af herpes zoster-infektion sammenlignet med raske individer og at yngre peroner med de tre lidelser ville have gavn af en vaccine.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?