Skip to main content

En kamp for at komme i behandling

{snippet modul199}
 
{module 187}

Lena Untidt var sikker på, hun led af herpes zoster, da hun fik ubeskrivelige smerter i sit ansigt og specielt i det venstre øje. Men både hendes praktiserende læge og to øjenlæger afviste pure at stille den diagnose, da der ikke var nogen synlige tegn på sygdommen.

Smerterne ramte i løbet af en enkelt dag. I hoved og ansigt. De begyndte som nogle meget kraftige jag i venstre øre – som blev der stukket en syl ind i øret. Så bredte de sig hurtigt ud i huden og op over panden – blev stærkere og stærkere - for til sidst også at ramme det venstre øje.

Det er tre år siden, kunstner og hesteskulptør Lena Untidt, 60, oplevede et voldsomt udbrud af sygdommen herpes zoster - helvedesild.

Som oftest viser lidelsen sig ved et rødligt udslæt på huden, men meget atypisk havde hun ingen synlige tegn. Hun var dog ikke i tvivl om, hvad der var galt.

”Min mand har haft helvedesild, så vi kendte symptomerne og vidste, at det er farligt, hvis synsnerven bliver angrebet. Man kan ende som blind. Så det var vigtigt, at jeg reagerede omgående og hurtigt kom i medicinsk behandling.”

Men Lena Untidts praktiserende læge afviste, at hun kunne lide af helvedesild, da der ikke var nogen ydre tegn, og henviste hende i stedet til en øjenlæge på grund af de meget stærke øjensmerter.

”Faktisk endte jeg hos to forskellige øjenlæger, som begge kategorisk benægtede, at der skulle være tale om helvedesild. Igen manglede de fysiske indikationer. Den ene ordinerede øjensalve for øjenbetændelse, den anden gav mig øjendråber, og begge var synligt irriterede over, at jeg blev ved med at holde fast i, at jeg led af zoster.”

Smerterne forsøger Lena Untidt at holde lidt i skak med panodiler, men hun får ingen medicin mod helvedesild. Hun får til gengæld en henvisning fra sin praktiserende læge til en neurolog.

”Hvis ikke jeg havde fået den store opbakning hjemmefra, havde jeg nok slået mig til tåls med øjenlægernes konklusion. Men min mand insisterede på, at jeg skulle tage noget af hans medicin mod helvedesild. Det viste sig at være en god idé.”

Klar diagnose

Efter kun få minutter i konsultation hos neurologen lød diagnosen klokkeklart: herpes zoster. Og han gav udtryk for, at det var godt, Lena Untidt havde taget sin mands medicin. Hun blev straks sat på en ti-dages pillekur. Der var nu gået fem dage, siden det første besøg hos den praktiserende læge.   

”Neurologen var dybt rystet over den manglende viden hos både øjenlæger og praktiserende læge. De burde vide, at helvedesild ikke altid er en sygdom, man kan se. Jeg har ikke efterfølgende talt med øjenlægerne. De var så ubehøvlede. Det handlede om deres faglige stolthed. Jeg skulle ikke komme og lære dem noget.”

Lena Untidt har stadig gener efter sygdommen, som hun mener brød ud på grund af stresspåvirkning. Hendes far var lige død, hendes mor og hun selv bekymrede og ulykkelige, og på samme tid fik en veninde en blodprop.

”Mit syn er i dag ikke påvirket af sygdommen. Men jeg har visse gener. Jeg kan ikke tåle stærkt sollys, skarpt lys fra en lampe, og jeg er vindfølsom. Så jeg har altid solbriller med i tasken. Jeg har heldigvis ikke ondt i det daglige og kan arbejde som kunstner. Men skulle sygdommen ramme mig igen, vil jeg være rigtig meget på forkant med, hvad der skal ske, og hvor hurtigt det skal ske. Og så er jeg meget glad for, at man i fremtiden har mulighed for at forebygge sygdommen.”