Både fysisk og mental aktivitet er vigtig for at holde hjernen i gang.

Hold hjernen i gang

 

Hvad er bedst til at holde hjernen fit, så man kan bevare hukommelsen og evnen til at tænke. Fysisk eller mental aktivitet?

Skal man gætte en kryds-og-tværs eller gå en tur?

Hidtil har forskerne ikke kunnet give et entydigt svar, fordi der ikke har været lavet så mange undersøgelser, men nu ser der ud til at være nyt på vej.

Et studie offentliggjort i JAMA Internal Medicine viser nemlig, at der ikke er den store forskel på, hvad man skal foretage sig for at holde hjernen i gang. Bare man foretager sig noget.

I studiet deltog 126 ældre, der følte, at deres hukommelse og tænkeevne var blevet dårligere, end den havde været.

Deltagerne blev inddelt i fire grupper, der alle skulle have en times fysisk aktivitet tre gange om ugen og en times mental aktivitet ligeledes en time tre gange om ugen.

Den eneste forskel på de fire grupper var, hvad de skulle foretage sig.

En gruppe skulle lave intensivt computerarbejde og aerobic, en anden gruppe skulle også lave intensivt computerarbejde, men de skulle erstatte aerobic med stræk- og toningsøvelser. Den tredje gruppe skulle se uddannelsesprogrammer på DVD og lave aerobic, mens den fjerde gruppe skulle lave stræk- og toningsøvelser og også se uddannelsesprogrammer.

Efter 12 uger følte samtlige deltagere, at de havde forbedret både deres hukommelse og evne til at tænke, men overraskende nok var der ingen tydelige forskelle, selv om de havde haft forskellige fysiske og mentale udfordringer.

Forskerne kan derfor nu for første gang dokumentere, at mængden af aktivitet er vigtigere for at holde hjernen i gang end hvilken aktivitet, man foretager sig.

Fysisk aktivitet

Et tidligere studie har vist, at fysisk aktivitet i sig selv kan beskytte hjernen.

Studiet, der er offentliggjort i magasinet Neurology, er baseret på undersøgelser af folk i 70´erne. Det viste, at de, der havde trænet mest også var dem, der både havde mindst skrump i hjernen og færre hvide pletter, der kan være tegn på demens. Mens de mennesker, der udelukkende havde været mentalt aktive havde mere skrump i hjernen og flere hvide pletter.

At der er en rigtig god idé at dyrke motion bekræftes også af et studie, der for nylig blev offentliggjort i magasinet Stroke. Her faldt risikoen for at få vasculært betinget demens med 40 pct. for de, der var fysisk aktive.

Dr. Scott McGinnis fra Harvard Medical School siger, at noget tyder på, at regelmæssig motion kan øge de områder i hjernen, der er vigtige for vores hukommelse og evne til at tænke. ”Motion kan stimulere blodårerne og skabe nye hjerneceller, som kan virke som en stopklods for demens,” siger han.

Brug hjernen

Man skal dog ikke kimse af mental aktivitet. I et studie offentliggjort i fjor i Neurology påviste forskerne, at der var et direkte link mellem mental aktivitet ved eksempelvis at læse avis eller spille skak og personernes kognitive niveau det følgende år.

Hvis du vil holde hjernen i gang, så dyrk 150 minutters moderat motion om ugen. På den mentale side foreslår Dr. McGinnis, at du foretager dig noget, du allerede er glad for. Om det er at gætte kryds-og-tværs, læse, bygge modelskibe eller andet er ligegyldigt. Bare du har et vist engagement, og det får man ikke af at ligge på sofaen og se TV, fastslår Dr. McGinnis.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?