Så meget ser hhv en kvinde (t.v.) og en mand (t.h.) af et ansigt, når de får lige lang tid til at se på det.

Kvinder bedre til at huske ansigter end mænd

 

Kvinder er bedre til at huske ansigter end mænd, fordi de ubevidst bruger mere tid på at studere ansigtstræk.

Det viser et nyt studie, hvor canadiske forskere brugte den såkaldte eye-tracking teknologi til at overvåge, hvad undersøgelsens deltagere kiggede på, da de blev vist en række forskellige ansigter på en computerskærm.

Hvert ansigt fik et navn, som forskerne opfordrede deltagerne til at huske, hvorefter man undersøgte, om det var næsen, munden eller øjnene, deltagerne kiggede på.

"Vi opdagede, at kvinder ser mere på nye ansigter end mænd gør, hvilket gør dem i stand til at skabe en mere varieret og klarere identifikation. Men det sker helt ubevidst. Normalt bemærker  personer ikke hvor deres øjne fikserer, så det hele sker i underbevidstheden.," siger Jennifer Heisz fra McMaster University i Ontario til tidsskriftet Psychological Science .

Kan forbedres

Undersøgelsens resultater kan bedre forståelsen af, hvorfor nogle mennesker er bedre til at huske ansigter end andre, og den viser også, hvordan man kan forbedre sin hukommelse ved at ændre den måde, man scanner på med øjnene.

Når mænd fik tid til at kigge længere på ansigterne blev forskellen mellem de to køn således reduceret.

"Hvis man ændrer sit mønster for øjenbevægelser, kan man få en bedre hukommelse," siger medforfatter David Shore.

"Øget scanning kan vise sig at være en simpel strategi for at forbedre ansigtshukommelsen hos alle, ikke mindst hos ældre mennesker med nedsat hukommelse”, siger han.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?