Ja, der er al mulig grund til atbegynde at spise mindre fedt og bevæge sig mere.

Overvægtige midaldrendes blodårer bliver stive

 

Er du i kategorien midaldrende og overvægtig lever du livet farligt. Dine arterier bliver nemlig ikke bare stivere i takt med alderen, men også med din vægt.

Forskere bag et nyt studie offentliggjort i i tidsskriftet Hypertension mener, at den skadelige effekt af kropsfedt er relateret til det antal år man som voksen har været overvægtig. De siger dog, at yderligere forskning er nødvendig for at kunne dokumentere, hvornår effekterne af overvægt og fedme fører til uoprettelig skade på hjerte og blodkar. Man ved, at overvægt er årsag til stor risiko for hjertesygdom, men årsagerne er ikke endnu fuldstændig afdækkede.

Læs også: Et lykkeligt ægteskab er gift for din vægt

Når man er ung ser det ud til at blodårerne kan kompensere for fedme. Men den nye forskning viser, at denne evne aftager med alderen. 

Forskerne fra Medicial Research Council Clinical Sciences Centre ved Imperial College i London undersøgte 200 frivillige for at måle tempoet på blodets gennemstrømning i aorta. Blod løber hurtigere igennem stive blodårer end igennem sunde og elastiske årer, så det gav forskerne mulighed for ved en MR-scanning at se, hvor stive aortas vægge var.

Unge blodkar mindre stive

Unge med højt niveau af kropsfedt havde mindre stive blodkar. Men efter 50 års alderen var øget vægt forbundet med stivere årer både hos mænd og kvinder. Procenten af kropsfedt var tættere forbundet med blodårernes stivhed end BMI tallet, som kun måles ved vægt og højde. Mænd har i gennemsnit omkring 21 pct. kropsfedt mens kvinder har 31 pct.

Dr. Delan O’Regan, der ledede undersøgelsen, konkluderer, at effekterne ved at have meget kropsfedt, udvikler sig med alderen. Det ser ud til, at unge menneskers kroppe kan håndtere for meget kropsfedt, men i forbindelse med midalderen begynder de opsamlede effekter ved fedme at give permanente skader på blodårerne.

Læs også: Skjulte årsager til at din vægt øges

Og det betyder, at den mulige gode effekt af et evt. vægttab, afhænger af din alder og af hvor længe du har været overvægtig. Netop dette vil forskerne gå dybere ind i.

”Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan kropsfedt gør blodårerne stive, men vi ved, at de elastiske fibre i blodårerne gradvist ødelægges. Forstår vi processen, kan det måske hjælpe os med at forebygge de skadelige effekter ved overvægt,” siger Delan O’Regan.

Læs også: 5 råd til at booste din forbrænding

Så meget tyder på at det ikke kan gå hurtigt nok med at begynde at spise mindre fedt og løbe en tur.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?