Mange børn reagerer på fysiske eller psykiske overgreb ved at blive fede som voksne.

Misbrugte børn risikerer at blive tykke som voksne

 

Fysisk, psykisk og seksuelt misbrugte børn har 36 pct. større risiko for at blive overvægtige som voksne end børn, der har haft en god og normal barndom.

Det viser et nyt britisk studie, der viser, at børnemishandling af enten fysisk, psykisk eller seksuel karakter har alvorlige langsigtede sundhedsmæssige følger.

I studiet indgik data fra 190.000 mennesker rundt om i verden, og de viste, at udvikling af fedme som voksen ikke kunne tilskrives hverken opvæksten som barn eller et voksenliv med smøger, alkohol eller lav fysisk aktivitet. Mishandling af den ene eller anden art kunne heller ikke tilskrives fedme blandt børn eller teenagere.

Resultat af depression

Til gengæld fandt forskerne, at depression kan forklare overvægt hos mennesker som voksne, fordi depression påvirker kroppen og især hjernen og de hormoner, der regulerer appetit og stofskifte.

Studiet viste således, at børn, der har været udsat for enten fysisk, psykisk eller seksuelt misbrug havde 36 pct. større risiko for at udvikle fedme som voksne.

Forskerne peger på, at der skal flere studier til, før man kan finde den rigtige behandlingsstrategi, så man kan undgå, at misbrugte børn bliver tykke som voksne.

”Dyreforsøg viser, at vores opdagelse af linket mellem børnemisbrug og udvikling af fedme som voksen er meget sandsynlig, og derfor er der tale om en stor sundhedsmæssig udfordring, fordi det vil påvirke en tredjedel af befolkningen, som i dag ofte er resistente overfor behandling,” siger dr. Andrea Danese til tidsskriftet Molecular Psychiatry .

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?