Skip to main content

Akupunktur øger sexlyst hos kvinder med brystkræft

Færre hedeture og stigende sexlyst samt mere energi er udbyttet af akupunktur i forhold til medicinsk behandling.
 

Et nyt studie, der skulle vise om kvinders tendens til hedeture pga. brystkræft kunne minimeres med akupunktur, viste overraskende at akupunkturen øgede deres sexlyst.

Studiet fra Henry Ford Hospital i Detroit, USA, skulle sammenligne virkningen af akupunktur og medicinsk behandling af de hedeture og natlige svedeture, der følger med hormonbehandling for brystkræft.

I forsøget lod forskerne 50 kvinder med brystkræft gennemgå en 12 ugers periode med enten almindelig medicinsk behandling af hedeturene eller med akupunktur. Den sidste gruppe fik akupunktur to gange ugentligt i de første fire uger og derefter en gang ugentligt. Ved forsøgets udløb, stoppede medicineringen og akupunkturen helt, hvorefter forskerne fulgte kvinderne i det næste år, hvor de beskrev deres hedeture og almindelige helbredstilstand i dagbøger.

Afgørende forskel

Allerede efter to uger viste sig en afgørende forskel på de to grupper. Kvinderne, der havde fået akupunktur oplevede en minimal tendens til hedeture, mens kvinderne der havde fået konventionel medicinsk behandling langsomt vendte tilbage til det samme niveau for hedeturene, som før forsøget.

Samtidig oplevede kvinderne, der havde fået akupunktur en stigende sexlyst, at deres tanker blev klarere og at de generelt havde mere energi.

"Akupunktur tilbyder en sikker og effektiv behandling mod hedeture," siger lederen af forsøget, lægen Eleanor Walker.

"I modsætning til medicinsk behandling synes der at være flere fordele end bivirkninger ved akupunktur som behandling af hedeture," siger hun.