Skip to main content

Gigtpatienter tager hellere smerterne end smertemedicin

Tre ud af fire gigtpatienter undlader at tage deres smertemedicin når de har smerter af frygt for bivirkninger. Det viser en ny undersøgelse.
 

Tre ud af fire gigtpatienter, der regelmæssigt tager smertestillende medicin, undlader at tage medicinen bl.a. pga. frygt for bivirkninger.

{module 117}

Det er bl.a. frygten for at få mavesår eller smerter i maven, der får mange til at droppe medicinen, men nu findes der en ny behandling, som behandler symptomerne og beskytter mod mavesår.

En ny undersøgelse gennemført blandt mere end 900 kronikere, hvoraf fire ud af fem er gigtpatienter, viser, at næsten halvdelen af patienterne tager smertestillende medicin dagligt. Tre ud af fire af dem, der tager smertestillende medicin, undlader til tider at tage den, selv om de oplever smerter. Næsten halvdelen (41%) undlader at tage deres smertestillende medicin mere end halvdelen af dagene med smerter.

Ifølge overlæge ved Køge Sygehus og professor ved Københavns Universitet, Peter Bytzer, kan det have alvorlige konsekvenser for patienternes dagligdag:

"Vi ved, at mavesår og smerter i maven er en kedelig følgesvend, som mange gigtpatienter oplever, når de regelmæssigt tager smertestillende medicin. Lever man et liv præget af smerter, så påvirker det både ens livsglæde og udfoldelsesmuligheder i hverdagen. Der kan være mange dagligdags og sociale aktiviteter, som bliver uoverskuelige. Man dropper måske familiefesten, fordi man ved, at maven vil protestere. Mavesmerter kan være tegn på mavesår, når man tager smertestillende gigtmedicin, og blødende eller perforeret mavesår kan være livstruende. Derfor er det vigtigt at forebygge mavekomplikationer."

De overvejende årsager til at droppe tabletterne er, at patienterne ikke har lyst til at tage medicin og er bange for at få bivirkninger, viser undersøgelsen. Mavesår og mavesmerter er blandt de bivirkninger, der kan følge med længerevarende forbrug af smertestillende medicin med NSAID - en forkortelse for non-steroide antiinflammatoriske lægemidler.

Ifølge undersøgelsen, der er gennemført online for medicinalvirksomheden AstraZeneca, får halvdelen af patienterne med ondt i maven syrehæmmende medicin, der forebygger mavesår. En del af disse patienter tager slet ikke den syrehæmmende medicin, og andre glemmer at tage medicinen.