Syntetiske marihuana-piller er måske lige så effektive til at dæmpe smerter, som at ryge marihuana.

Marihuana-piller hjælper mod smerter

 

Den syntetiske cannabis-lignende stof dronabinol er tilsyneladende lige så effektivt som marihuana til at lindre smerter.

En lille men stærkt videnskabelig undersøgelse viser, at dronabinol, der er det aktive stof i pillen Marinol, ikke bare er lige så effektivt som marihuana, men også virker længere. Til gengæld bliver man ikke lige så påvirket og det tager længere tid før det vlrker. Mens almindelig marihuana er 15 minutter om at virke tager det 45 minutter før pillen virker.

Dronabinol er en laboratorie-fremstillet version af tetrahydrocannabinol (THC), som er det aktive indholdsstof i røget marihuana.

Medicinsk marihuana er blevet legalt flere steder i verden, f.eks. i 18 amerikanske stater, og flere undersøgelser viser, at netop smerter er en af de hyppigste årsager til at lægerne udskriver det.

Men undersøgelser, der har testet marihuana som smertebehandling har vist blandede resultater. Nogle viser, at det virker ligeså godt som milde opioider som f.eks. codein, mens andre antyder, at det euforiserende stof faktisk gør smerterne værre.

Læs også: Østrogen kan stoppe ledsmerter

Nu har forskere på Substance Use Research Center of the New York State Psychiatric Institute for første gang sammenlignet to styrker af røget marihuana op imod to styrker af dronabinol.

Fakta om Marinol

Lægemiddelstyrelsen har tilladt, at AIDS- og kræftpatienter kan blive behandlet med Marinol, der indeholder dronabinol. Marinol kan øge appetitten og dæmpe kvalmen hos netop disse patienter. Styrelsen afventer resultater fra to igangværende undersøgelser af Marinol. I Danmark har man siden juli 2011 haft tilladelse til at bruge medicinsk cannabis i form af præparatet Sativex til personer med sklerose, hvor det bruges som behandling af spasticitet. Der er desuden cancerpatienter, som legalt får hash-stoffer i pilleform, som en behandlingsmulighed. Epilepsiforeningen foreslår også, at man laver kontrollerede forsøg med cannabis i medicinsk form til behandling af epilepsipatienter, hvor anden medicin ikke virker. Hver tredje epilepsipatient kan ikke gøres anfaldsfri med de eksisterende medicintilbud. Og udenlandske undersøgelser viser, at cannabis i medicinsk form kan reducere hyppigheden af anfaldene.

Dronabinol har været godkendt i USA siden 1985 til behandling af kvalme og appetitløshed, som mange cancer- og AIDS-patienter lider af. Mindre kendt er effekten på smerter.

I den statsstøttede undersøgelse, der er offentliggjort i tidsskriftet Neuropsykopharmacology, deltog 30 sunde, smertefrie mænd og kvinder, som allerede jævnligt røg marihuana.

I løbet af fem omgange tog deltagerne en pille og 45 minutter derefter røg de en marihuana cigaret. Pillerne indeholdt enten placebo (et ikke virksomt stof) eller 10 milligram eller 20 millgram af dronabinol. Cigaretterne var specielt fremstillede af U.S National Institute on Drug Abuse, der også betalte for undersøgelsen.

Ens smerter, men forskellig varighed

Deltagerne fik ikke at vide, hvad de røg og hvad der var i kapslerne. Under forsøgene, målte forskerne deltagernes reaktion på at få deres hænder ned i koldt vand med en temperatur lige over frysepunktet. De målte, hvor lang tid det tog deltagerne at føle smerten og hvor længe de kunne holde den ud. Deltagerne svarede også på, hvor intenst de følte smerten.

Forskerne fandt, at smerterne var ens for dem, der havde røget og dem, der havde fået en pille med dronabinol.

Der var dog forskel på, hvor hurtigt de to metoder virkede. Forskerne fandt, at den smertestillende virkning toppede omkring 15 minutter efter forsøgspersonerne havde røget marihuana, og at den aftog ret hurtigt. Pillerne var længere om at virke, men virkningen varede til gengæld længere - mellem tre og fire timer - hvilket kan have stor betydning for smertepatienter. Deltagerne sagde desuden, at de følte sig meget mere påvirkede efter at havde røget end efter at have spist pillen.

Læs også: Genetik årsag til bivirkninger ved almindelige smertemidler

Tidligere undersøgelser har vist, at virkningen af Marinol ikke er den samme på alle former for smerter. Det virker ikke godt for postoperative smerter eller inflammatorisk smerte. Forskerne pointerer desuden at deltagerne i testen var vant til at ryge marihuana og at ikke-rygere måske derfor reagerer anderledes.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?