Panodiler øger evnen til at udholde høj varme

 

Tusinder af motionister og professionelle atleter som maratonløbere og cykelryttere, der tager smertestillende midler for småskavanker, kan også udholde høj varme i længere tid.

En ny undersøgelse offentliggjort i Experimental Physiology viser nemlig, at det virkningsfulde stof i smertemidler som Pamol og Panodil, der kan købes i håndkøb, markant forbedrer udholdenheden og evnen til at klare høj varme.

Forskerne bag undersøgelsen har tidligere vist, at stoffet paracetamol kan forbedre udholdenheden gennem en reduktion af anstrengelsesudløste smerter. Og den nye undersøgelse viser for første gang, at paracetamol også kan forlænge den tid en person kan træne i høj varme. Det skyldes formentlig at stoffet reducerer kroppens temperatur under træningen.

Læs også: Motion kan mindske depression

Forskerne fra University of Kent School of Sports and Exercise Sciences opdagede virkningen ved at teste en gruppe raske, mandlige cyklister, der fik enkeltdoser af paracetamol eller placebo inden de gennemførte træning på en motionscykling ved høje varmegrader (30 grader C. og en relativ fugtighed på 50 procent). Under træningen blev krops- og hudtemperatur målt, samtidig med at deltagerne fortalte om deres opfattelse af varmen.

Deltagerne på paracetamol cyklede i gennemsnit fire minutter længere og havde både lavere kerne- og hudtemperatur i forhold til placebo-deltagerne.

Forskerne mener at deres hotte resultater kan have vidtrækkende konsekvenser fordi midlet kan købes i håndkøb og ifølge dopingmyndighederne er tilladt at bruge.

Muligt dopingmiddel

"For det første bør det overvejes af WADA  (Det internationale anti-doping agentur) og de lokale anti-doping myndigheder om anvendelsen af såkaldte non-steroide anti -inflammatoriske lægemidler (NSAID) skal være tilladt i sport - både pga.  sundhedsproblemer og påvirkningen af udholdenhed. For det andet bør det undersøges om paracetamol skal bruges som førstebhenaling af overophedning," siger Dr. Lex Mauger, der var chefforsker på undersøgelsen.

Læs også: Sådan vælger du det rigtige træningstidspunkt

Forskningen giver en ny indsigt i følgerne af paracetamol på udholdenhedstræning og gennem yderligere undersøgelser håber forskerne at afgøre, hvilke mekanismer, der ligger bag.

"Selvom vi har opdaget, at paracetamol forlænger tiden, man kan træne i varmen, og at dette sker sideløbende med en reduceret kropstemperatur, har vi ikke kunnet måle de specifikke mekanismer, som forårsager det. Det er nu vigtigt at forsøge at bestemme hvordan paracetamol reducerede deltagernes kropstemperatur," siger Mauger.

Læs også: Hedebølger kan påvirke dit helbred

Mange maratonløbere og triatleter, der har overbelastningsskader tager helt lovligt panodil eller andre midler med paracematol før konkurrencer. En undersøgelse af deltagerne i Bonn Marathon i 2010 viste at halvdelen af deltagerne havde taget smertemidler før løbet.

Før Copenhagen Maraton i midten af maj i år var læger ude og advare om risikoen ved at tage smertemidler før løbet, da de kan skjule skader under løbet og også risikerer ikke at kunne mærke, hvis de har hjerteproblemer.

Spørgsmålet er om løberne alene har taget midlerne for at dæmpe smerterne eller om de også har kunnet mærke den forbedring af udholdenheden, som de engelske forskere nu har dokumenteret.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?