Dårlig søvn kan starte smertehelvede

 

Hvis du jævnligt vågner op efter en nats søvn og ikke føler dig udhvilet, har du en markant øget risiko for at få alvorlige og udbredte smerter.

Det viser en undersøgelse, hvor forskere har undersøgt sammenhængen mellem udbredte smerter og forskellige psykiske faktorer.

80 procent af alle over 65 år rammes af daglige muskelsmerter, der påvirker både muskler, knogler og nerver.

Udbredte smerter er en definition af smerter, hvor smerterne rammer både til højre og venstre, over og under lænden samt smerter i det centrale skelet fra  kraniet til halebenet.  

For især kvinder kan udbredte smerter udvikle sig til fibromyalgi, der er en lidelse med symptomer som træthed og langvarige smerter i flere af kroppens områder og desuden ømhed i muskler, led og sener. Sygdommen kan også ramme både mænd og børn. De fleste diagnosticeres som midaldrende, men symptomerne kan også dukke op før.

Og nu viser den nye undersøgelse, der er  lavet af forskere fra Arthritis Research UK Primary Care Centre ved Keele University i Staffordshireog offentliggjort i tidsskriftet Arthritis &Rheumatology, at især dårlig søvn påvirker risikoen for udbredte smerter.

Forskerne studerede data fra 4.300 voksne over 50 år, som ikke havde udbredte smerter, da undersøgelsen begyndte, herunder  2.700, som kunne fortælle om nogle – men ikke udbredte – smerter.

Til at begynde med, udfyldte deltagerne spørgeskemaer om smerte, fysisk og psykisk helbred, livsstil og sundheds adfærd, medicinske tilstande og sociodemografisk status.

Hver femte ramt af smerter

De blev derefter fulgt i 3 år og genundersøgt for udviklingen af udbredte smerter. Forskerne analyserede det statistiske materiale til at finde de faktorer, der var stærkest forbundet til udbredt smerte.

Resultatet viste, at i løbet af den 3-årige periode, rapporterede 19 pct. om udbredt smerte.

Forskere fandt, at smerter, angst, fysisk helbredsrelateret livskvalitet, at klage over f.eks. dårlig hukommelse og afbrudt søvn alt sammen var forbundet med at få de udbredte smerter i hele kroppen.

Men stærkest var forbindelsen til den dårlige søvn. Forskerne kan dog ikke sige, om den dårlige søvn var årsagen eller følgen af fibromyalgi og udbredte smerter.

Professor Alan Silman, der er medicinsk direktør i Arthritis Research UK, siger, at undersøgelsen er vigtig, fordi den giver bevis for sammenhængen.

”Undersøgelser af hjernebølger har vist, at mennesker med disse lidelser ofte mangler den dybe søvn,” siger han og tilføjer, at i et eksperiment, hvor sunde forsøgspersoner blev vækket fra den dybe søvn, viste det sig at en del af dem udviklede typiske tegn på fibromyalgi.

Han siger, at søvnforstyrrelser og uro kan medføre en ond cirkel, men han tilføjer opmuntrende, at forskning også har vist, at aerobic øvelser begrænser smerter og træthed, og at det også giver en bedre søvn og et bedre velbefindende.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?