Hold tissepause i stedet for kaffepause

Drop kaffepausen og tag en tur på toilettet, hvis du er under et stort arbejdspres.
 

Det kan godt være at du bliver populær hos chefen, fordi du glemmer dig selv og knokler på arbejdet uden pauser. Men i sidste ende rammer det dig selv at du ikke huskede at holde tissepauser på arbejdet.

Du risikerer at blive ramt af urininkontinens fordi din blære er vokset efter mange arbejdsdage, hvor du har måttet holde dig pga. arbejdspres.

Det mener professor og overlæge på Odense Universitetshospitals urologiske afdeling, Steen Walter, der forklarer at ophobningen af urin i blæren kan medføre at blærens muskulatur bliver overstrakt, så blæren bliver slap og mister noget af sin evne til at tømme urinen ud.

"Vores dagligdag er blevet mere stresset. I industrien er det sådan, at pauserne er planlagte, og man kan lige nå både at hente kaffe, at ryge og at lade vandet. Men når pauserne bliver kortere, eller når vi ikke har pauser, kan vi ikke nå det hele," siger Steen Walter ifølge Politiken.

    Mange kvinder har vænnet sig til at holde sig en hel dag, selvom de måske har tid til at drikke kaffe. På en stresset arbejdsplads kan man risikere at måtte vælge – tissepause eller kaffepause.

    Urininkontinens rammer hver sjette kvinde mellem 40 og 60 år og hver anden kvinde over 75 år. Sygdommen koster årligt to milliarder kroner i lønomkostninger i ældreplejen og dertil kommer en kvart milliard kroner til bleer og andre hjælpemidler.

    Ifølge en undersøgelse fra COWI bruger ansatte i ældreplejen fire til ni minutter hver gang de skal gøre rent efter en ufrivillig vandladning og i alt koster en urininkontinent beboer 120 kroner alene i løn dagligt.

    Del denne artikel med dine venner
    Hvad synes du?