
18 gode råd: Sådan holder du hjernen knivskarp
Hjernen skal bruges. Vil du sikre dig, at du kan huske og løse problemer hele livet, gælder det om at holde gang i hjernevindingerne.
Du kan ligeså godt regne med at du skal udfordre din hjerne resten af livet. Det er aldrig for sent, men der er ingen grund til ikke at begynde lige nu.
Den gode nyhed er dog, at arbejdet både er sjovt og nok også nemmere end du tror.
Her er forskningens gode råd til, hvad du skal gøre for at blive ved med at være et menneske med en knivskarp hjerne:
Tag ud at rejse
Du har sikkert hørt, at det er en god ide at gætte kryds og tværs for at toptune hjernen. Men videnskaben siger, at du måske i stedet skal bruge din tid på noget helt andet. Et nyt studie offentliggjort i Psychological Science viser, at hvis du lærer dig selv noget nyt som f.eks. at fotografere, at tale et nyt sprog, at spille et instrument eller du f.eks. tager ud at rejse i et fremmed land kan det være meget mere effektivt end bare at løse en kryds og tværs eller en sudoku. Og det handler om, at de mere sociale aktiviteter som f.eks. at rejse eller at lære at fotografere styrker de kognitive funktioner som langtidshukommelsen.
Løb en tur
… Og den behøver ikke være lang. Hvis du bare træner en time tre gange om ugen, vil du formodentlig kunne registrere en signifikant forbedring. Både lige med det samme og på længere sigt. Tests af hukommelse og logisk tankegang viser, at der ikke skal mere end tre timers ugentlig træning til. Et studie offentliggjort i Frontiers in Aging Neuroscience viser, at selv moderat træning har betydning for blodets gennemstrømning i hjernen. Men for at få det optimale ud af træningen, hvilket man skulle opleve efter seks uger, skal man udfordre sig selv så meget, at hjerterytmen kommer op.
Test dig selv
Næste gang du skal ned og købe ind, så prøv om du kan lære huskesedlen udenad. Du kan jo godt tage listen med, men afprøv først, hvor mange varer, du får i kurven uden at kigge på sedlen. Det vil få dig til at have opmærksomhed på de ting, du ellers altid glemmer, og det giver hjernen en lille daglig træning.
Tag natten i brug
Husker du, hvordan det var at sidde hele natten og læse op til eksamen? Prøv at gøre lidt det samme nu, hvor dine opgaver måske er en præsentation på arbejdet eller at du skal holde en tale til din vens 60 års fødselsdag. Tyler Harrison, forsker ved Georgia Tech, forklarer, at det at træne sig selv til at huske noget bestemt hen over nogle få dage tilføjer flere lag til vores hukommelseskapacitet. Det er med andre ord mere effektivt end at arbejde med hukommelsen hen over en længere tid. Du vil altså ikke bare være godt forberedt til din præsentation eller fødselsdagstale, du vil også have større chance for at kunne huske senere i livet.
Skab en forbindelse
Har du problemer med at huske at tage din kalkpille om morgenen? Prøv om ikke du kan forbinde det med noget andet, du nærmest helt refleksagtigt gør hver dag. Tyler Harrison anbefaler, at man siger til sig selv: ”Jeg skal tage mine piller hver gang jeg reder mit hår om morgenen.” På den måde vil du kunne forbinde en daglig vane med en ny, og der vil komme et lille signal inde i hjernen, som husker dig på kalkpillerne eller hvad du nu har problemer med at huske.