
Kulde øger risikoen for slagtilfælde
Ikke nok med at vinteren kan føles både lang, mørk og kold, så kan den i bogstaveligste forstand også tage livet af os.
Større daglige temperaturudsving og højere luftfugtighed er nemlig forbundet med flere slagtilfælde, hospitalsindlæggelser og død, viser en ny undersøgelse.
En gennemsnitlig daglig temperaturændring på 15 grader er forbundet med omkring 6 pct. stigning i risikoen for slagtilfælde, siger forskerne.
"Daglige udsving i temperatur og øget fugtighed kan faktisk være en stressfaktor," siger Judith Lichtman, der er lektor i epidemiologi ved Yale School of Public Health. "Derfor bør mennesker med risiko for slagtilfælde undgå at blive udsat for betydelige temperaturændringer og høj luftfugtighed," siger hun.
Men hvordan påvirker temperaturen vores krop? ”Når temperaturen går ned, snører blodkarrene i huden sig sammen, så vi ikke spilder en masse varme, siger dr. Mark Stecker fra Winthrop-University Hospital i Mineola, NY. ”Og når det er varmt udenfor, åbner årerne sig, så varmen kan sive ud gennem huden.”
Undersøgelsen, der netop er præsenteret på American Stroke Association's møde i San Diego, bør betragtes som foreløbig.
Bliv indendøre
I undersøgelsen er indgået statistik fra 2009- 2010 fra en national database om hospitalsindlæggelser på grund af iskæmisk slagtilfælde på patienter på 18 år eller ældre. Iskæmisk slagtilfælde skyldes manglende blod til hjernen, og undersøgelsen omfattede 135.000 patienter.
I undersøgelsen indgik også temperatur og dugpunkt, ligesom der blev taget højde for region, sæson, alder, køn, race, diabetes og forhøjet blodtryk.
Den nye undersøgelse bekræfter tidligere europæiske og japanske undersøgelser, der har vist en sammenhæng mellem vejr og risikoen for slagtilfælde.
På baggrund af undersøgelsen opfordrer forskerne mennesker med risiko for slagtilfælde til at undgå ekstreme vejrforhold ved at opholde sig indendørs med aircondition på en varm dag og sikre sig rigelig varme, når det er særlig koldt udenfor.
Forskerne ønsker mere viden om vejrets påvirkning, men de er ikke i tvivl om, at der er en sammenhæng. Eksempelvis påpeger Lichtman, der er gift med en musiker, at hendes mands violin reagerer på ekstreme vejrforhold, temperaturer og fugtighed, så hvorfor skulle mennesker ikke også gøre det?