Sådan foregår AK-behandling

”Der er stor forskel på, hvordan praktiserende læger forholder sig til at man gerne vil have selvmonitorerende behandling,” siger Nini Leroul.

Hun er selv i selvstyret AK-behandling og er medlem af Blodprop og AK-patientforeningen. Her møder hun mange patienter, der har fået mange forskellige reaktioner fra deres læge, når de har givet udtryk for, at de gerne selv vil styre deres AK-behandling.

”Nogle læger siger, at patienten hellere må komme hos dem. Privatpraktiserende læger ser jo, at nu mister de penge, fordi patienten ikke mere skal komme til tjek,” siger Nini Leroul.

”Ofte er det patienter, der stadig er på arbejdsmarkedet eller mennesker, som gerne vil have mulighed for at rejse meget, der gerne vil styre deres behandling selv. Men man kommer ud for mange forskellige reaktioner.”

Det er Nini Lerouls erfaring, at praktiserende læger sjældent gør opmærksom på, at man som patient har mulighed for at styre sin AK-behandling selv.

Ønsker man at komme i selvstyret AK-behandling kræver det en henvisning til et AK-center. Den henvisning skal den praktiserende læge udfærdige. Man kan få henvisningen til det nærmeste center, men da der nogle steder er lang ventetid på at blive undervist, kan man også vælge at benytte sig af frit sygehusvalg og finde et center med kortere ventetid. Det kan man ikke kræve af lægen, at han eller hun hjælper med.

Nini Leroul understreger, at man som blodprop og AK-patient har ret til at blive henvist til et AK-center med henblik på at blive selvstyrende. Men det er muligt, at centret vurdere, man ikke er egnet til selv at holde styr på behandlingen. Efter Nini Lerouls vurdering er langt de fleste patienter dog fuldt ud i stand til at tage vare på behandlingen og også i stand til at reagere, hvis noget er usædvanligt og kræver kontakt til AK-centret.

”Der er selvfølgelig nogle, som ikke egner sig til selvstyret behandling. Hvis man ser dårligt, ryster på hænderne eller glemmer meget, kan det jo give problemer. Men hvis man har fysiske udfordringer, kræver det bare, at man har nogen til at hjælpe sig.”

Der findes ikke systemer, der på et objektivt grundlag kan udpege de patienter, der selv kan styre deres behandling. Derfor er det sundhedspersonalets vurdering af patienten, der afgør om selvstyret behandling er en god ide. Erfaringen viser dog, at de patienter, der er interesserede og som personalet skønner vil være i stand til det – også er dem, der er i stand til at gøre det.

For at komme i gang med selvstyret behandling skal patienten have et apparat til selvtestning og have gennemført et uddannelsesprogram. Nogle steder vælger AK-centrene at gennemføre uddannelsen som enkeltmands-undervisning, andre steder foregår det i grupper.