Hjertesygdom: D-vitamin kan beskytte mod tidlig død
Lider du af en hjertesygdom, så er det vigtigt med et normalt indtag af D-vitamin hvis du ikke vil dø for tidligt.
Det viser en ny norsk undersøgelse, hvor forskere fra Universitetet i Bergen (UiB) konkluderer, at personer, der har lidt af kardiovaskulær sygdom, og har et normalt indtag af D-vitamin, reducerer deres risiko for tidlig død som følge af sygdommen med 30 procent.
"Vi opdagede, at den rigtige mængde D-vitamin reducerer risikoen for død i væsentlig grad. Men for meget eller for lidt D-vitamin øger risikoen," siger professor Jutta Dierkes ved Institut for Klinisk Medicin, UiB, som leder undersøgelsen.
Undersøgelsen fulgte 4.000 patienter med hjerte-kar-sygdomme fra år 2000 i en periode på 12 år. Deltagerens gennemsnitsalder var 62 år ved starten på undersøgelsen.
Undersøgelsen viste, at det er bedst at have omkring 42 til 100 nmol/l D-vitamin i blodet. Hvis du har højere eller lavere værdier, er du i større risiko for at dø af hjertekarsygdom.
Ifølge Dierkes er det svært at give en generel anbefaling om, hvor meget D-vitamin man bør tage som kosttilskud.
"Det optimale tilskud af D-vitamin varierer fra person til person. Det afhænger af, hvor du bor, og hvilken slags kost du spiser," påpeger hun.
For eksempel anbefaler de nordiske lande et indtag på 10 mikrogram om dagen fra alle D-vitamin kilder, USA anbefaler 15 mikrogram og Tyskland 20.
"Selvom nordmændene får mindre sol (hovedkilden til D-vitamin, red.) end tyskerne, spiser nordmændene mere fisk. Fisk og torskeleverolie er vigtige kilder til D-vitamin om vinteren, udover fysiske aktiviteter udendørs om sommeren," forklarer Dierkes.
Dierkes anbefaler alle, der har hjertekar-sygdomme, til at få målt deres D-vitamin niveau, så det kan reguleres bedre, og behovet for tilskud vurderes. Dette kan normalt gøres af din praktiserende læge.
"Det er dog vigtigt at tage højde for, at niveauerne varierer sæsonmæssigt. En måling i september viser ikke de samme resultater som i januar i de nordiske lande."
"Niveauerne i januar eller februar er ofte lavere på grund af manglen på sollys," siger Jutta Dierkes.