Spis nødder og undgå hjerteflimmer

Spiser du flere håndfulde nødder om ugen mindsker du risikoen for at udvikle hjerteflimmer - altså uregelmæssig hjerterytme.

 

Det viser en ny undersøgelse fra Karolinska Institutet i Stockholm, hvor forskerne har fulgt over 61.000 svenskeres hjertehelbred i 17 år siden de udfyldte et spørgeskema om deres livsstil.

Resultaterne, der er offentliggjort online i tidsskriftet Heart, viser også, at mindst to håndfulde også kan mindske risikoen for hjertesvigt, selv om resultaterne er mindre konsistente.

Tidligere undersøgelser har antydet, at man ved at spise nødder regelmæssigt har en lavere risiko for hjertesygdomme / slagtilfælde og tilhørende død, men det har ikke stået klart præcist hvilke former for hjerteproblemer nødderne kunne dæmpe.

De 45-83 årige deltagerne udfyldte et spørgeskema om deres kost og motion i 1997 og blev fulgt indtil udgangen af ​​2014 eller indtil døden, alt efter hvad der kom først.

Folk, der spiste nødder, havde tendens til at være bedre uddannede og have sundere livsstil end dem, der ikke inkluderede nødder i deres kost. De var mindre tilbøjelige til at ryge eller have for højt blodtryk. Og de var slankere, mere fysisk aktive, drak mere alkohol og spiste flere frugter og grøntsager.

I overvågningsperioden var der 4.983 hjerteanfald, hvoraf 917 var dødelige; 3160 tilfælde af hjertesvigt, 7.550 tilfælde af atrieflimren og 3.782 tilfælde af slagtilfælde i hjernen forårsaget af blodprop samt 543 forårsaget af hjerneblødning.

Efter at have taget højde for kendte risikofaktorer som livsstil, kost iøvrigt, diabetes og sygdomshistorie i familien kunne forskerne konstatere, at nøddeforbruget havde sammenhæng med risikoen for hjerteflimmer og hjertesvigt.

Jo oftere nødder var inkluderet i kosten, jo lavere var risikoen for hjerteflimmer, der mere retteligt hedder atrieflimren, viste resultaterne.

En portion nødder en til tre gange om måneden var kun forbundet med en reduceret risiko for atrieflimren på tre procent, men blev reduceret med 12 procent ved at spise nødder en eller to gange om ugen og 18 procent ved at spise dem tre eller flere gange om ugen.

Resultaterne for hjertesvigt var mindre klare: moderat, men ikke højt, ugentligt nøddeforbrug var forbundet med en 20 procent lavere risiko.

For hver yderligere portion nødder, der blev spist i løbet af ugen, var risikoen fire procent mindre for atriflimren.

Forskerne understreger dog, at de, der spiste nødder, havde færre hjertekar-risici til at begynde med, hvilket måske har påvirket resultaterne.

Men undersøgelsens styrke ligger i den store størrelse og det store antal hjertekar-sygdomme i overvågningsperioden, siger de.

Nødder er en rig kilde til sunde fedtstoffer, mineraler og antioxidanter, som alle kan hjælpe hjerte-kar-sundhed, forklarer forskerne, der har fået undersøgelsen offentliggjort i tidsskriftet Heart..

"Da kun en lille del af deltagerne (under syv procent) havde et moderat eller højt forbrug af nødder, kan en lille stigning i nøddeforbruget have stort potentiale til at føre til en reduktion af forekomsten af atrieflimren og hjertesvigt."

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?