Skip to main content

Indsats mod knogleskørhed kunne redde 60 fra døden

En mere systematisk undersøgelse og behandling for knogleskørhed kan skåne patienterne for gentagne hoftebrud og forebygge dødsfald.

Det er vurderingen i en såkaldt Medicinsk Teknologivurdering (MTV), som en tværfaglig arbejdsgruppe netop har udarbejdet for Sundhedsstyrelsen. Rapporten konkluderer, at det bør overvejes at give alle patienter i Danmark med hoftebrud tilbud om systematisk undersøgelse og behandling for knogleskørhed.

Cirka 11.000 patienter indlægges årligt i Danmark med hoftebrud. 85 procent af disse patienter har knogleskørhed og dermed høj risiko for nye brud. Fem år efter et hoftebrud har 20 procent eksempelvis pådraget sig endnu et hoftebrud, mens 57 procent rammes af andre knoglebrud. Dødeligheden blandt patienter med hoftebrud er desuden markant højere end i en sammenlignelig befolkningsgruppe.

I den nye MTV fra Sundhedsstyrelsen belyses derfor, hvorvidt patienter med hoftebrud bør tilbydes systematisk diagnostik og behandling af knogleskørhed.

Hos patienter med knogleskørhed kan forekomsten af knoglebrud nemlig reduceres med medicinsk behandling, men i dag behandles kun cirka 9 procent af kvinder og 4 procent af mænd med hoftebrud for knogleskørhed.

I rapporten skønnes det, at systematisk undersøgelse og behandling for knogleskørhed kan forebygge godt 220 hoftebrud og samtidig forhindre godt 60 dødsfald.

Udgifterne til programmet vil desuden blive opvejet af, at der spares penge til behandling og genoptræning. MTV’en vurderer derfor, at et landsdækkende program vil være omkostningsneutralt.