Analyse: Kalkpiller er spild af penge
Tager du kalkpiller for at undgå at brække hoften eller andre knogler, så kan det være penge lige ud af vinduet.
Det antyder i hvert fald en ny analyse offentliggjort i Journal of the American Medical Association, hvor forskere præsenterer resultaterne af en gennemgang af tidligere undersøgelser om effekten af calcium- og D-vitamin-tilskud på risikoen for knoglebrud.
Deres analyse fokuserede på voksne over 50 år, der boede alene (det vil sige ikke på et plejehjem eller anden form for boligpleje). Knoglebrud er en alvorlig helbredsrisiko for denne aldergruppe. Tidligere undersøgelser har vist, at omkring 40 procent af kvinderne i denne aldersgruppe vil få mindst et "større osteoporotisk brud" på et eller andet tidspunkt i deres liv, og at 20 procent af voksne, der brækker en hofte, dør inden for et år efter deres skade.
Forskerne gennemgik alle kliniske forsøg og anden videnskabelig litteratur, der er blevet offentliggjort siden 2006 og fandt tilsammen 51.145 mennesker i studier, der sammenlignede calcium og / eller D-vitamin med risikoen for knoglefrakturer.
Blandt de 14 forsøg, der sammenholdt calcium-tilskud op mod enten placebo eller ingen behandling, var der ingen statistisk signifikant relation mellem anvendelse af calcium-tilskud og risikoen for et hoftebrud. Der var heller ikke nogen klar forbindelse mellem kalcium-tilskud og brud, der involverede rygsøjlen eller andre knogler.
Selv når forskerne tog højde for hver enkelt deltagers køn, tidligere knoglefrakturer, mængden af calcium i kosten og dosen af de calcium-piller, de tog, var der stadig ingen tegn på, at tilskuddet var nyttigt.
Yderligere 17 forsøg undersøgte D-vitamin, som hjælper kroppen med at absorbere calcium. Endnu engang fandt de ingen statistisk signifikant forbindelse mellem tilskud og risiko for hverken hoftebrud eller brud i rygsøjlen og andre steder.
Måske nærmere tværtimod.
Efter at have nærstuderet bestemte undergrupper fandt de, at personer, der startede med mindst 20 nanogram D-vitamin pr. milliliter blod og øgede tilskuddet af D-vitamin, havde en større risiko for hoftefrakturer. Det samme var tilfældet for folk, der tog høje doser af D-vitamin tilskud kun en gang om året.
Endelig var der 13 forsøg med mennesker, der tog et kombineret calcium og D-vitamin som tilskud. Stadig var der ingen statistisk signifikant forbindelse mellem kosttilskuddene og risikoen for brud af nogen art. Og det uanset om man tog højde for køn, tidligere brud, dosisstørrelse, mængden af calcium i kosten eller det grundlæggende indhod af D-vitamin i blodet.
Blandt de undersøgte deltagere, der tog en kombination af D-vitamin og calcium-tilskud var tusinder af kvinder i den store Women's Health Initiative, der er en langsigtet undersøgelse sponsoreret af National Heart, Lung and Blood Institute i USA.
Tidligere rapporter baseret på data indsamlet af Women's Health Initiative har vist, at tilskud med calcium og D-vitamin var forbundet med en lavere risiko for brud, men kun for kvinder, der tog hormonbehandling efter overgangsalderen.
For at få et tydeligere billede af den direkte forbindelse mellem kosttilskud og risikoen for knoglebrud, valgte forskerne i den nye gennemgang at udelukke kvinder i hormonbehandling.
Det er stadig muligt, at kalkpiller og D-vitamin tilskud er nyttige for personer, der bor på plejehjem, siger forskerne. Sådanne mennesker har større sandsynlighed for at få knogleskørhed på grund af en kombination af dårlig kost, mindre sol og andre faktorer.
Men for voksne, der bor alene, er resultaterne klare: "De understøtter ikke den rutinemæssige anvendelse af disse kosttilskud."