En daglig aspirin kan forebygge kræft i tarmene.

Aspirin hver anden dag beskytter mod tarmkræft

 

Hvis du som kvinde jævnligt tager en aspirin, er det med til at forebygge din risiko for at få tarmkræft.

Siden et australsk studie for 20 år siden første gang dokumenterede, at aspirin har en anti-cancer effekt, har forskere undersøgt og søgt at dokumentere, at dette almindelige hovedpinepræparat kan forebygge og måske behandle visse former for kræft, herunder også tarmkræft.

F.eks. har et studie vist, at overlevelsen efter tarmkræft øges med aspirin, og at aspirin og andre almindelige smertepræparater måske begrænser risikoen for hudkræft.

Men et nyt studie lavet af forskere fra Harvard Medical School i Boston, er det første, der fokuserer på, om små doser aspirin hver anden dag har en langtidseffekt på kræftrisikoen.

Forskerholdet fra Harvard analyserede data fra 39.876 kvinder i alderen over 45 år, som deltog i en undersøgelse om kvinders helbred. Denne undersøgelse skulle dokumentere fordele og risici ved at tage lavdosis aspirin og E-vitamin for at forebygge hjertesygdomme og cancer. Undersøgelsen løb over 19 år og har indtil videre været grundlag for hele 400 videnskabelige artikler.

Øget risiko for maveblødning

Deltagerne i undersøgelsen, der begyndte i 1994 og 1996, blev tilfældigt udvalgt til to grupper. En gruppe fik 100 mg aspirin hver anden dag, mens den anden gruppe fik en pille uden virkningsstof.

Hvert år indtil undersøgelsen sluttede i 2004 modtog kvinderne deres forsyning af enten aspirin eller placebo-piller, og hver 6. og 12. måned udfyldte de et spørgeskema.

Efter undersøgelsens afslutning blev kvinderne undersøgt en gang om året frem til 2012. 33.682 af kvinderne deltog også i den sidste del af undersøgelsen.

I løbet af undersøgelsesperioden fik 5.071 kræft, heraf 2.070 brystkræft, 451 tarmkræft og 431 lungekræft. 1.391 kvinder døde af kræft.

Resultaterne viste kun en reduktion i risikoen for tyktarmskræft, mens risikoen for bryst- eller lungekræft ikke blev mindre. Risikoen for tarmkfæft var  på cirka 20 procent, men viste sig først efter at man havde taget aspirin hver anden dag i ti år.

Til gengæld øgede det langvarige forbrug også risikoen for  mave- og tarmblødninger med 14 procent  og risikoen for mavesår med 17 procent. Og der var desuden ingen lavere risiko for at dø af kræft, hvis man først havde fået sygdommen.

Så spørgsmålet er om du tør tage chancen for at udvikle mavesår eller om du hellere skulle lægge din livsstil om og for eksempel spise sundere, så du reducerer risikoen for tarmkræft..

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?