Forskerne ved Working Dog Centre er begyndt at træne hundene til at snuse sig frem til duften af kræft i æggestokkene.

Hunde kan opsnuse æggestokkræft

 

Måske vil du i fremtiden skulle screenes af en hund for at få afgjort om du har tidlige stadier af æggestokkræft.

Den frygtede sygdom er særlig lumsk, fordi den ofte er svær at opdage i stadier, hvor den faktisk kan helbredes. Og derfor opfatter forskerne den nye mulighed som et regulært gennembrud.

En gruppe forskere har undersøgt, hvordan man kan bruge hundes lugtesans sammen med kemiske og nanoteknologiske analyser som metode til at afsløre de tidlige faser af kræft i æggestokkene.

Der findes i dag ikke en effektiv måde at opdage tidlige stadier af æggestokkræft, og derfor vil ethvert fremskridt i diagnosemulighederne have stor betydning for overlevelsen blandt kvinder, der rammes af sygdommen.

Forskningen er foretaget i samarbejde mellem et center for brugshunde på University of Pennsylvania School of Veterinary Medicine, afdelingen for fysik og astronomi på Penn School for kunst og videnskab, Penns gynækologiske/onkologiske afdeling og Monell Chemical Senses Center.

Lugtstoffer ændres

I Danmark rammes årligt ca. 550 kvinder af æggestokkræft. Hvert år dør ca. 380 af sygdommen. 36 pct. lever 5 år efter at sygdommen er diagnosticeret.

I dag bruger lægerne traditionelle værktøjer til diagnosen af kræft i æggestokkene, som scanning og berøring. Men forskerne siger, at hundes lugtesans fremover vi kunne spille en stor rolle i diagnosticering af æggestokkræft.

Duftstoffer i kroppen ændres ved de tidlige stadier af kræft i æggestokkene, og også tidligere undersøgelser har påvist, at trænede hunde sammen med elektroniske apparater kan opdage små mængder af disse lugtstoffer.

”Disse lugtstoffer har hidtil været en relativt uudnyttet måde at diagnosticere kræft. Ved at bruge hundenes lugtesans sammen med bl.a. nanoteknologiske metoder, håber vi at udvikle et nyt system til screening for kræft i æggestokkene. Og ved at analysere lugtstofferne kan vi lette opsporing af sygdommen og dermed hjælpe med at mindske antallet af fremtidige kræftdødsfald,” siger Cynthia Otto, der er direktør i centret for brugshunde i Pennsylvania.

Penn Medicines patienter – med og uden kræft i æggestokkene – har doneret væv og blodprøver til centret for brugshunde, så man har kunnet forske i den nye mulighed.

Man har allerede nu sat et projekt i gang, hvor 3 hunde er trænet til at lugte, om en kvinde udskiller de særlige duftstoffer.

 

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?